Det er en af klassisk musiks helt store stjerner, der gæster Musikhuset, når den fantastiske violinist Joshua Bell og orkesteret Academy of St. Martin in the Fields giver koncert den 13. august.
Den tidligere Grammy-vindende violinist Joshua Bell kommer snart til at forkæle Musikhusets gæster med en fremragende klassisk koncert.
Programmet står på tre absolutte storværker: Bachs genistreg, violinkoncert i a-mol, Schuberts Døden og Pigen, som han skrev, mens han så døden i øjnene, og Barbers kendte og elskede Adagio for strygere. Endelig spiller de også Piazzollas fyrige Four Seasons of Buenos Aires.
Joshua Bell står i spidsen for det anerkendte orkester Academy of St. Martin in the Fields. I januar 2018 skriver den skotske avis The Scotsman: ”Bell har opnået noget helt specielt, siden han blev orkestrets musikchef i 2011. Der er stadig den kendte finish og finesse, den sikre aristokratiske blødhed. Men under Bell har de også fået et bemærkelsesværdigt fokus, og der er en ætsende klarhed i deres spil: enhver bevægelse har retning og mening. Og det er en fornøjelse at opleve et ensemble, hvor samtlige musikere virker så engagerede.”
Jubilæumsorkester akkompagnerer Bell
Joshua Bell kommer ikke til at stå alene på scenen, når han den 13. august skal optræde i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus. Han bliver nemlig akkompagneret af orkestret The Academy of St. Martin in the Fields.
Orkesteret fejrer i 2019 sit 60-års jubilæum med flere store turnéer rundt i hele Europa, USA, Mexico og Rusland.
Siden 2011 har den internationalt roste violinist og dirigent Joshua Bell været orkestrets musikchef – en titel der tidligere kun har vært tildelt orkestrets grundlægger Sir Neville Marriner.
Det er stadig muligt at købe billetter til koncerten, der afholdes klokken 19:30 den 13. August 2019.
Klik her, hvis du vil finde billetter til koncerten.
ARRANGØR – MUSIKHUSET AARHUS
JOSHUA BELL OG ACADEMY OF ST. MARTIN IN THE FIELDS – SYMFONISK SAL, 13. AUGUST 2019
BILLETPRISER – KRONER 245 – 525