Carpark North spiller til næste års Fyrværkeri Festival, der finder sted lørdag d. 29. august 2020. Festivalen, der næste år kan fejre 10-års jubilæum, åbner for billetsalget på fredag kl. 10.00 og har udover Carpark North også offentliggjort Lukas Graham på jubilæumsprogrammet.
Støvet har kun lige lagt sig på Dyrskuepladsen i Viborg efter weekendens Fyrværkeri Festival inden arrangørerne bag er klar til at tage hul på næste års festival. I lørdags kunne festivalen til stor jubel fra publikum offentliggøre næste års store hovednavn Lukas Graham og allerede i dag offentliggøres endnu et navn. Det bliver nemlig et af Danmarks mest populære rockbands, Carpark North, der sammen med Lukas Graham skal pryde plakaten for Fyrværkeri Festival 2020. ”Fyrværkeri Festival 2019 har været helt fantastisk og selvom vi er trætte, så glæder vi os allerede helt vildt til næste års festival, hvor musikprogrammet tegner til at blive et af de bedste vi nogensinde har præsenteret.” fortæller festivalarrangør Mikael Andersen og fortsætter: ”Med offentliggørelsen af først Lukas Graham og nu Carpark North tør vi godt love, at det bliver en helt særlig fest på Dyrskuepladsen i 2020, når vi skal fejre vores 10-års jubilæum.”
Siden Carpark Norths gennembrud med mega-hittet ‘Transparent and Glasslike’ i 2003, har de manifesteret sig som Danmarks ubetinget største elektro-rockbands. Sidst de gæstede Fyrværkeri Festival var i 2018 og her spillede den populære trio et brag af en rockkoncert. Trioen er da også kendt for at levere særdeles imponerende liveoplevelser, typisk bestående af en 90 minutters hitparade, akkompagneret af sceneshow i international klasse, og med fem studiealbums spækket med hits, er der altid 100% sing-a-long garanti, når trioen rykker ud.
Festivalarrangør Mikael Andersen lægger ikke skjul på, at han er stolt over, at kunne præsentere to så stærke danske navne til festivalens 10-års jubilæum: ”Det siger sig selv, at vi er stolte af Lukas Graham, der jo de seneste år er blevet internationale superstjerner, og Carpark North, som vi offentliggør i dag, er et af de navne, som flest af vores gæster ønsker, når vi spørger om, hvem de gerne vil høre. Derfor er vi sindssygt stolte af de to navne og mener, at vi allerede er godt i gang med at sikre en rigtig god jubilæumsfest i 2020.”, fortæller Mikael Andersen.
Kun 5.000 early bird-billetter
På fredag d. 6. september åbner billetsalget til næste års festival og ligesom foregående år sælges de første 5000 billetter til en særlig early bird-pris på 399,- kr. + billetgebyr og det bliver med et opgraderet billetsystem: ”Med offentliggørelsen af både Lukas Graham og Carpark North forventer vi at sælge rigtig mange billetter på fredag, og derfor har vi givet billetsystemet en stor opgradering. Der er blevet investeret i et køsystem, så det ikke bryder sammen og vi tror derfor på, at der ingen problemer bliver denne gang” fortæller festivalarrangør Mikael Andersen, og hentyder til systemproblemerne ved sidste års billetsalgsstart.
Læs mere og køb billet fra fredag d. 6. september på www.fyrfest.dk