Det trak store overskrifter, da Roskilde Festival tilbage i april offentliggjorde, at Spleen United efter seks års tavshed ville genopstå på sommerens festival. Da Spleen United siden annoncerede to efterårskoncerter i København og Aarhus, blev billetterne revet væk på få dage. Det samme gjaldt koncerten på VoxHall den 20. marts 2020. Derfor offentliggør bandet nu en ekstrakoncert på netop VoxHall i Aarhus den 21. marts.
Spleen United blev dannet i Aarhus i 2003 og har udgivet tre roste og velsælgende albums. Debuten “Godspeed Into The Mainstream” (2006) solgte guld, opfølgeren “Neanderthal” (2008) gik direkte ind som nummer et på den officielle danske salgsliste og har ligeledes solgt guld, mens bandets tredje album “School Of Euphoria” (2012) modtog både en DMA-statuette og en Gaffa Award.
Spleen United har desuden markeret sig som et stærkt livenavn med euforiske koncerter, der udover flere store danmarksturnéer også har bragt bandet forbi en udsolgt KB Hallen, SCC Aarhus, Roskilde Festival (tre gange) samt Grøn Koncert og NorthSide Festival. Sidstnævnte festival gæstede Spleen United i 2013, hvilket indtil sommerens show på årets Roskilde Festival var sidste gang, bandet optrådte live.
Efter en koncertpause på seks år er Spleen United tilbage i den oprindelige konstellation og i fuld gang med et nyt kapitel.
Dato: 21. marts 2020
Pris: 315,-
Scene: VoxHall
Billetsalg: Fondenvoxhall.dk