8: Knallertbane ved Messingvej i Skjern
Sagsnr: 19-020771
Sagsfremstilling
Ungdomsskolen Ringkøbing-Skjern har søgt om en midlertidig tilladelse til etablering af en knallertbane på arealet mellem Messingvej 15 og Ferrodanvej i Skjern. Knallertbanen etableres på det viste areal på vedhæftede kort.
Det er Ungdomsskolen Ringkøbing-Skjern, der er ansøger og skal drive knallertbanen. Ungdomsskolen har oplyst, at skolen ønsker at kunne benytte banen i perioden 1. marts – 1. juli og 1. august – 1. november. Der forventes aktivitet 3-4 gange ugentligt (selvfølgelig indenfor de gældende støjgrænser). Der ønskes anvendt maskiner med betegnelsen Cross og Gocart.
Ejendommen er beliggende inden for rammerne af Lokalplan nr. 210. Denne udlægger området til erhvervsformål og det ansøgte kræver derfor dispensation fra lokalplanen jf. planlovens §19. Da der er tale om en dispensation fra lokalplanens principper, kan en evt. dispensation kun være midlertidig for en periode på op til 3 år.
Ansøgningen har været sendt i naboorientering, som har givet anledning til bemærkninger fra ejerne af nabojorden modsat Ferrodanvej og fra en af de nærliggende virksomheder. Bemærkningen fra ejeren af naboarealet er primært omkring de støjmæssige forhold og ligeledes er nabovirksomheden betænkelig overfor støj inden kl. 17 på hverdage.
Såfremt der meddeles en midlertidig dispensation, skal der efterfølgende ansøges om en miljøgodkendelse og heri skal det sikres, at støjkravene er overholdt.
For så vidt angår støj indtil kl. 17 på hverdage vil dette kun foregå 3-4 gange om året i forbindelse med blandt andet intro for nye elever. Ungdomsskolen kan senest 14 dage inden en evt. introdag sende en meddelelse herom til virksomheden.
Lovgrundlag og juridisk vurdering
Planlovens § 19
Økonomi
Ingen bemærkninger
Effektvurdering
Ingen bemærkninger
Indstilling
Administrationen indstiller, at der meddeles en midlertidig dispensation under forudsætning af, at der kan meddeles miljøgodkendelse samt under forudsætning af, at nabovirksomhederne underrettes i god tid, hvis banen anvendes inden kl. 17.
Bilag
Beslutning
Teknik- og Miljøudvalget godkendte administrationens indstilling.