Han er en af Danmarks allerbedste liveartister og er på kun få år nærmest blevet folkeeje. Vi kan alle ALLE hans sange og i 2018 da han deltog på Fyrværkeri Festivalens første år i Viborg, var der ren fællessang på dyrskuepladsen. Nu vender han tilbage til den store jubilæumsfest: ”Rasmus Seebach skal selvfølgelig være en del af jubilæumsprogrammet! Han er én af de aller største kunstenere i Danmark, han er folkeeje og det er altid en fest, når han ligger vejen forbi” udtaler festivalarrangør Mikael Andersen.
Da Rasmus Seebach i 2009 udkom med sit debutalbum Rasmus Seebach gik der ikke lang tid før flere af albummets hits såsom ’Engel’, ’Lidt i fem’ og ’Natteravn’ kom på danskernes læber. Albummet blev en kæmpe succes med mere end 240.000 solgte eksemplarer. I oktober 2011 var han så klar med efterfølgeren ’Mer’ End Kærlighed’ ’hvorfra vi kender hits som ”I Mine Øjne’, ’Millionær’ og ’Falder’. På blot en uge solgte albummet over 42.000 eksemplarer og gjorde dermed Rasmus Seebach til den hurtigst sælgende kunstner i Danmark nogensinde. I november 2013 kom det tredje album ‘Ingen Kan Love Dig I Morgen’, der ligesom de to første albums blev en stor succes og har i skrivende stund solgt intet mindre end 10 x platin. Rasmus Seebach udgav i slutningen af 2015 sit seneste album ’Verden Ka’ Vente’ – et album der i dag har solgt 7 x platin, og som dermed følger i sporet af hans tidligere udgivelser, der sammenlagt tæller mere end 800.000 solgte eksemplarer. Hvis man dertil lægger 6 Danish Music Award-statuetter samt rekorden på den danske albumhitliste, taler det for sig selv: Rasmus Seebach er uden sammenligning den største og bedst sælgende artist i dansk musik. I efteråret 2017 udgav Seebach sit nyeste album ’Før Vi Mødte Dig’ – et album som Rasmus valgte at dedikere til sønnen Holger, og som kredser omkring en række personlige fortællinger fra tiden før Holger kom til verden. Albummet, der nu har solgt 3 x platin, indeholder singlerne ’2017’, ’De Værste Bedste År’ og ’Farfar Sang’.
For Rasmus kan succes dog hverken måles i priser eller salgstal – den ægte magi skabes nemlig sammen med publikum og fansene: ”Det er jo den ultimative forløsning for mig at komme ud og spille live – at komme ud og se sangene leve, se publikum i øjnene og høre dem synge med, overgår alt. Det er her musikken kan leve, og det er i sidste ende for disse mennesker jeg laver musikken” fortæller Rasmus, som glæder sig til at vende tilbage til Fyrværkeri Festival den 29. august 2020.
Rasmus Seebach arbejder pt. på nye sange og forventer at være klar med nyt i efteråret 2019.
10-års jubilæum og to nye navne
Der er lagt op til et brag af en Fyrværkeri Festival i 2020, som samtidig er festivalens 10-års jubilæum. Ifølge festivalarrangøren bliver næste års festival den største nogensinde og programmet følger naturligvis derefter. Musikbudgettet er nemlig øget med 2 millioner kroner og heraf er de første tre navne nu offentliggjort; Lukas Graham, Rasmus Seebach og Carpark North. ”Vi offentliggjorde jo Lukas Graham på dagen for festivalen i år og det har været overvældende, den respons vi har fået på bookningen af ham. Det er stort for Viborg, at Fyrværkeri Festival kan tiltrække så stort et hovednavn og det virker til, at alle er godt tilfredse med bookningen” udtaler Mikael Andersen og fortsætter ”Da vi offentliggjorde Carpark North eksploderede vores facebook, mail og telefoner. Carpark North leverede én af deres bedste koncerter nogensinde på festivalen i 2018. Nu har vi offentliggjort Rasmus Seebach, og sammen med Lukas Graham og Carpark North udgør de altså de tre første navne på et meget stærkt program”.
Næste års program til den store jubilæumsfest kommer, ligesom i år (2019), til at indeholde otte bands/kunstnere. De første tre er som nævnt offentliggjort og allerede på fredag den 13. september, offentliggøres der to yderligere navne; ”Deter to rigtig gode bookninger og der er garanti for både fællessang og masser af fest, når de indtager dyrskuepladsen!” udtaler festivalarrangøren.
Som altid offentliggøres begge navne først i Radio Viborgs morgenprogram, da de er officielle mediepartnerne til Fyrværkeri Festival, og herefter bliver det offentliggjort i diverse medier og på festivalens egen hjemmeside.