Lær nogle simple forsvarsteknikker til at beskytte dig mod digitalt indbrud
Ved du, hvordan du beskytter dig selv på nettet?
Salling Bank og Vinderup Bibliotek inviterer onsdag den 25. september kl. 17 alle i 7.-9. klasse og deres forældre til at komme og få styr på, hvordan de sikrer deres digitale hjem.
Facebook-konkurrencer, hvor du kan vinde alt lige fra den nye Beolit til skønhedsprodukter eller en signeret fodbold. Det virker simpelt og uskyldigt at give dine oplysninger og dit samtykke, men det kan være svært at gennemskue, hvem der står bag. Før du ved af det, har du delt vigtige og personlige oplysninger med de forkerte.
Udviklingskonsulent Søren Svane Hansen konstaterer, at alle er meget værd i form af identitet, kreditkort og digital færden. Alt har værdi og kan tage trygheden fra os.
Dyrebare data
Det behøver ikke være kompliceret at beskytte dig selv og din familie mod de mest udbredte forsøg på snyd og tyveri, men det kræver, at du kender nogle simple forsvarsteknikker.
– Hvis du ikke er bevidst om, hvor mange oplysninger din telefon rummer om dig, kan du nemt komme til at føle dig narret og udnyttet, men med få ændringer kan du beskytte dig selv mod digitalt indbrud, fortæller Søren Svane Hansen og opfordrer alle 12-16-årige og deres forældre til at komme og få sort bælte i digitalt selvforsvar på Vinderup Bibliotek.
Du kan læse mere om arrangementet på bibliotekets hjemmeside.