Koncerter

Opera for børn og for babyer

Det er nok de færreste, der tænker, at Opera og børn passer perfekt sammen, men ikke desto mindre er det netop, hvad GrowOpFestival byder på i weekenden i området omkring Børnekulturhuset. Det er Den Jyske Opera, der står bag arrangementet, der byder på flere forskellige forestillinger og oplevelser for børn fra 0-14 år. Og der er til mere end bare ører og øjne.

”Opera er sang og alt visuelt. Det er kropssprog og dans. Det handler om at musikken er det bærende sprog, hvor man kan få informationer i musikken, som man ikke kan få i ordene. På den måde handler det om at aktivere mange forskellige sanser,” forklarer festivaldirektør, Birgitte Holt Nielsen, og det gælder helt ned til smagssansen.

”Vi laver babyopera, og de smager nogle gange på rekvisitterne, og når man er i oplevelses-mode, så skal man jo også have noget at spise.”

Samtidig med de forskellige forestillinger, er der børnekulturhusets mange lokaler omdannet til sanserum, der byder på indtryk for alle de forskellige menneskelige sanser. Så der er rig mulighed for at prøve noget nyt.

”For de fleste, vil det være noget, men ikke har prøvet før. Så det er en god mulighed for at komme ned og se, hvad det er for noget. Og vi gør rigtigt meget ud af værtskabet. Vi svarer på spørgsmål og er klar til at fortælle om alt det, der foregår heroppe,” fortæller Birgitte Holt Nielsen.

Opera er da også for børn
Birgitte Holt Nielsen har arbejdet med opera til børn i 30 år, og hun har et klart svar til alle dem, der mener, at opera ikke er noget for de yngste.

”Hvis man kan kigge på, hvordan de der mener, at opera ikke er noget for børn, så er det jo kun voksne, der siger sådan noget. Gerne voksne, der aldrig har oplevet opera, eller har haft en dårlig oplevelse med det. Faktisk er børn jo helt utroligt nysgerrige og åbne. De er også meget præcise, når de oplever noget, og de spørger til ”Hvorfor gør man det sådan?” og ”Hvad var det?”,” fortæller hun.

Selvom børn nok både er mere modtagelige og åbne for den slags nye indtryk, er det ikke noget, de bliver udsat for i dagligdagen, og derfor er der en specifik opgave, der skal løses med GrowOpFestivalen.

”Det er ikke noget børn de møder særligt meget, for vi er ikke ret mange, der producerer opera for børn. Vi spiller opera for forskellige målgrupper, så det er jo ikke de samme hele tiden. Og det er jo også derfor, at det er en festival, for jeg vil meget gerne vise, at det er meget forskelligartede udtryk. Det er jo meget forskellige forestillinger vi har valgt.”

Opera på regionalplan
I weekenden er det så området omkring Børnekulturhuset, der lægger scene til de mange forskellige arrangementer. Det vil således også være muligt at fange forestillinger og aktiviteter i Bora Bora, Musikhuset og Børneteatret Filuren men GrowOpFestival er også et regionalt tiltag.

”Vi samarbejder med Operaen i Midten, Energi Akademiet Samsø og Syddjurs Kommunes Egnsteater, der laver tre forskellige operaer i næste uge, for babyer og skolebørn. Det sker i Herning, Holstebro, Ikast, Brande og Struer. Og der kommer også forestillinger til Syddjurs,” forklarer Birgitte Holt Nielsen.

Det er anden gang, der afholdes GrowOpFestival. Første år var i 2017, og planen er at der skal afholdes festival igen i 2021. De første tanker er allerede tænkt i den sammenhæng.

Du kan læse mere på www.growopfestival.com.

Lignende artikler

Back to top button