Operaen i Midten inviterer børn til to interaktive danseforestillinger
Børn fra fem år og opefter kan nu komme på tur rundt i et musikalsk dansealfabet.
Det sker lørdag den 28. september på Knudsens i Holstebro, når Operaen i Midten både kl. 10 og 12.30 opfører Knud Romers ABC, der er en interaktiv danseforestilling med opera og levende musik, og hvor publikum er i bevægelse.
Under forestillingerne er der mulighed for at lade sanserne boltre sig i en underfundig og lærerig bogstavssafari, der med udgangspunkt i Knud Romers poetiske bogstavsfabler rusker alfabetet rundt og sammensætter det på ny.
Forestillingen er baseret på Knud Romers ABC, John Kørners billedkunstneriske dyreunivers og Bent Sørensens nykomponerede musik, og skaber tilsammen en smuk koreograferet scenisk sangleg for alle fra fem år.
Forestillingen, der er iscenesat af Sofie Christiansen, henvender sig til børn fra ca. fem år. Der kan maksimalt være 60 deltagere. Tilmelding skal sendes til: mail@operamidt.com og sker efter først til mølle-princippet.
Forestillingen er en del af børneopera-festivalen GrowOP! Du kan se det samlede program på Operaen i Midtens hjemmeside.