Kunstmuseet indretter kæmpe klippe-klistre-værksted for børn og voksne
I efterårsferien inviterer Holstebro Kunstmuseum til workshop for børn, forældre og bedsteforældre. I år er temaet mønstre og ornamenter med udgangspunkt i museernes nye forplads.
Det første, man møder, når man besøger museerne på Museumsvej, er den flotte forplads, der blev indviet i foråret. Den er lagt i forskelligt farvede sten, der danner ét stort mønster. Det er kunstneren Martin Erik Andersen, der har tegnet mønstret. Og han er blevet inspireret til det af et mønster, som han har fundet i en moske i Cairo.
Det er dette mønster, der danner udgangspunkt for Holstebro Kunstmuseums traditionelle workshop for børn og voksne i efterårsferien.
Fra mandag den 14. til og med fredag den 18. oktober er museernes foredragssal lavet om til et kæmpe klippe-klistre-værksted. Her kan børn, voksne, bedsteforældre, tanter og onkler være med til at skabe én stor mønstervæg ved hjælp af farvet papir, saks og lim.
Værkstedet er åbent alle dage mellem kl. 12 og 16.
Fakta
- Hvad: Efterårsferie for børn på Holstebro Kunstmuseum
- Hvor: Holstebro Kunstmuseum, Museumsvej 2, 7500 Holstebro
- Hvornår: Mandag den 14. – fredag den 18. oktober – hver dag ml. kl. 12 og 16