Både børn og voksne fik aktiveret lattermusklerne og lod sig underholde, da der var premiere på musicalen ‘Pippi Langstrømpe’ i MCH Herning Kongrescenter lørdag formiddag.
En fyldt teatersal i MCH Herning Kongrescenter så til lørdag formiddag, da Pippi Langstrømpe drev gæk med Fru Prysselius, betjentene Kling og Klang og alle de andre voksne under premieren på musicalen, der spiller frem til torsdag 17. oktober.
Efterårsferiens Pippi Langstrømpe-tema var ikke til at tage fejl af allerede ved indtræden i Teatersalen. På scenen stod det velkendte, gule hus med det grønne tag, og adskillige røde Pippi-parykker var at finde blandt publikum. Og da Pippi med de forskelligfarvede strømper, den prikkede hest, søskendeparret Tommy og Annika samt aben Hr. Nilsson også kom til syne, blev følelsen af at være i Astrid Lindgren-universet kun forstærket.
Gak og løjer helt ud over scenekanten
Pippi, som den talentfulde Maja Hørslev Sørensen gjorde det ud for, formåede at indlede skolernes efterårsferie med røverhistorier, løjer og kærlige drillerier.
Med dans, sang, godt humør, smil og lattervækkende replikker blev publikum både budt indenfor i Villa Villekulla, fik en tur i cirkus, var på skolebænken, til kaffeselskab og ombord på farens sørøverskib. Og det var ikke kun på scenen, handlingen udspillede sig. Under cirkusbesøget blev Teatersalen som forvandlet til en manege, og Tommy, Annika, Pippi og alle de andre tog plads blandt publikum, mens cirkusklovne uddelte ballondyr til begejstring for salens yngste. Og da Pippis far vendte hjem fra Sydhavene, fyldtes salen med sørøvere.
De helt store grin i Teatersalen blev blandt andet fremkaldt af Stærke Adolf, der ikke kunne måle sig med verdens stærkeste pige, og tyvene Blom og Dunder, som alle måtte se sig drevet rundt i manegen af den ligefremme, smilende, men også til tider uregerlige Pippi Langstrømpe.
Da lattermusklerne alligevel ikke kunne holde til flere grin, blev der sat Pippi-punktum med beslutningen om at blive boende i Villa Villekulla til stor glæde for vennerne Tommy og Annika. Og på bedste musicalmanér trådte alle medvirkende frem på scenen og gav et afsluttende nummer, som udløste taktfaste klapsalver blandt publikum.
Populære Pippi
Trods øget kapacitet og efterfølgende åbning af to ekstra forestillinger i spilleperioden er forestillingen om den rødhårede pige med de karakteristiske fletninger tæt på udsolgt, og MCH forventer, at omkring 6.000 lader sig rive med af forestillingen i Herning.
– Den store interesse forpligter, men jeg synes, vi formåede at åbne med et brag. En sal fyldt til sidste sæde og en vellykket premiere. Jeg er meget glad og stolt og sender kæmperoser til det kreative team med Louise Rømhild i spidsen, siger projektleder i MCH Rasmus Steenberg.
For de mange publikummer bliver dørene i MCH Herning Kongrescenter åbnet en time før forestillingerne i spilleperioden, hvor foyeren danner ramme om et væld af gratis aktiviteter for hele familien. Børnene kan blandt andet give sig i kast med en forhindringsbane, og så vil der være konkurrencer og mulighed for at købe de karakteristiske Pippi-parykker.
‘Pippi Langstrømpe’ kan opleves i MCH Herning Kongrescenter frem til 17. oktober, og det er fortsat muligt at købe billetter til forestillingerne 15., 16. og 17. oktober via mch.dk. Herefter pakker musicalholdet sammen og sætter kurs mod Aalborg Kongres og Kultur Center, som nyder godt af forestillingen om Pippi 19.-20. oktober.