Den populære stand-up komiker Jan Gintberg tager på en lille og eksklusiv tour i 2020, hvilket bringer ham forbi Paletten i Viborg til maj. Showet hedder ”20 STEDER I 2020” – og som navnet antyder, er der kun tale om 20 shows i alt.
-De store stand-up komikere kan sagtens spille mellem 60 og 80 jobs, når de er ude med nyt materiale – så at der kun bliver 20 shows med Jan Gintberg er helt ekstraordinært. Derfor er vi naturligvis også glade for, at det er lykkes os at få ham til Viborg, fortæller direktør i Tinghallen Claus Donslund.
Men denne gang kan du opleve Jan Gintberg i helt særlige rammer – og der er kun 280 pladser til salg, så det gælder om at sikre sig billet i god tid.
-Sidste gang Jan Gintberg besøgte Viborg, havde vi næsten 3.000 pladser til salg – men denne gang bliver det helt eksklusivt på Paletten. Der kommer altså ingen ekstra shows, så det gælder om at være ude i god tid. Vi forventer at dette show hurtigt bliver udsolgt, fortæller Claus Donslund.
Den livskloge Jan Gintberg har mange ting på hjerte, som han gerne vil af med. Det bliver et show fuld af gedigen stand up fra øverste komikhylde, eksperimenter og impro.
Showet arrangeres af Tinghallen og afholdes på Paletten onsdag 13. maj kl. 20.00. Billetsalget er startet på www.tinghallen.dk.