22-årige Sofie Dopha udgav i slut september sin debutsingle ’September Till June’, som blev taget rigtig godt i mod af både radio og toneangivende medier som Politiken, Soundvenue og Bands of Tomorrow. Nu er hun klar til at spille sine første headliner-koncerter sammen med sit band.
”Mit navn er Sofie Dopha. Jeg er fra Romalt”. Sådan introducerer den unge sangerinde sig på sine sociale medier, hvor hun inviterer os ind i sit univers af personlige fortællinger. Dopha laver melankolsk pop, der leder tankerne hen mod Californien og umiddelbar dagbogsstemning. Dopha har sunget og skrevet musik hele sit liv, men har brugt det seneste år på at finde ind til kernen af sin lyd, og der har opvæksten i Jylland og hendes hjemby Romalt været omdrejningspunktet:
”Da jeg var lille, plagede jeg mine forældre om at give mig sådan et karaokeanlæg med en skærm, man kunne flippe op, så man kunne se sig selv optræde. Jeg synes, at min opvækst i Romalt er essensen af, hvor både jeg og min musik kommer fra. Det er også derfor, jeg deler de her barndomsvideoer og anekdoter. Det er min historie, så for at forstå albummet og mig, skal man også forstå oprindelsen” fortæller Sofie Dopha.
Dopha skriver nærværende og fængende sange med forbilleder som Lana Del Rey, Taylor Swift og Norah Jones, men har formået at skabe sit eget udtryk, der er solidt forankret i den skandinaviske melankoli. Hun beskriver selv den nye sang ’September Till June’ som værende ”en skrøbelig melodi med et beskidt beat, der leger med kontraster i både tekst og musik.” Om første singlen skriver anmelderne:
”Måske hedder den næste danske verdensstjerne Dopha? Med sin debutsingles slæbende beat og sværmende stemme udvider hun dansk pop i retningen af Lana Del Rey på fængende vis.” Politiken, Simon Lund.
”Dophas melankolske vokal favner vidt, men den lyder aldrig anstrengt – det er som om, den helt naturligt bliver båret af musikken. En virkelig lovende debutsingle.” Soundvenue, Kjartan F. Stolberg.
”Tag en lille jysk by, nærværende poprim, en ung passioneret sangerinde og du har Sofie Dopha – det nye topskud på scandipopscenen. Debutsinglen fra den unge sangerinde rør dig helt ind til knoglerne.” Bands of Tomorrow, Björk Brandt Aabling.
Nu er den unge sanger og sangskriver klar til at indtage den danske livescene med sine første koncerter nogensinde. Dopha rammer til februar 2020 København, Randers og Aarhus.
Koncerter
06.02.20: København, Ideal Bar, VEGA
07.02.20: Randers, Værket, Turbinen
08.02.20: Aarhus, HeadQuarters