Koncerter

St. St. Blicher og den danske guldalder – 200 år i Thorning

Som en del af fejringen af 200 året for St. St. Blichers tilbagevenden til heden fortæller museumsinspektør Marianne Gjørtz Hougaard den spændende historie om digteren og samfundsborgeren Blicher i en turbulent tid med Napoleonskrige og guldalderromantik.

St. St. Blicher er født tæt på Thorning i Vium i 1782, og han er kommet på egnen hele sin barndom, men i 1819 vender han tilbage igen og skriver sin mest berømte novelle, Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, på præstegården i Thorning, hvor Museum Silkeborg Blicheregnen nu ligger.

Blichers noveller og digte bærer præg af hans opvækst og oplevelser på egnen og blander fortællinger og fakta. Blicher skriver om evigtgyldige emner, som er lige så aktuelle i dag, som da han skrev sine noveller og indlæg i samfundsdebatten. Det er store emner som vores forhold til naturen, kærlighed, utroskab, dødstraf, arrangerede ægteskaber og mord, han bringer op.

Blicher var præst i Thorning frem til 1825, og hverken han selv eller de toneangivende læsere i København var klar over, at En Landsbydegns Dagbog var et gennembrud for novellen i Danmark, men den betød, at folk begyndte at læse historier i stedet for digte. Det er også en af grundene til, at Blicher i 2018 var årets klassiker.

Hør sjove anekdoter og spændende detaljer om Blicher som præst, digter, samfundsborger, jæger og landmand midt i en kaotisk tid med Napoleonskrige, statsbankerot, landbrugskrise og spæde tanker om demokrati. Samtidig er vi midt i den danske guldalder med fuld fart på kunst og kultur.

Tid: Torsdag 7. november kl. 19.30
Sted: Museum Silkeborg Blicheregnen
Pris: 50 kr. pr person inkl. kaffe og kage

Lignende artikler

Back to top button