Koncerter

ANMELDELSE: Zeal & Ardor levede op til alle forventninger

Det danske sprog kommer virkelig til kort, hvis man skal oversætte navnet Zeal & Ardor, for begge ord betyder ”iver”. Men hvor Zeal har religiøse og fanatiske undertoner, er Ardor mere almindelige begejstret iver. Og det var der masser af lørdag aften på Voxhall, da det Schweizisk-baserede band gæstede Aarhus på den sidste dag af deres turné.

Musikken beskrives som en kombination af Black Metal og det, som på engelsk kaldes Negro Spirituals. En musikform der opstod under slavetiden i USA, og som i høj grad er baseret på sang. Det var denne kombination, der havde lokket mig til koncert. For ”almindelig” metal har aldrig rigtigt formået at ramme mig.

Zeal & Ardor var dog i stand til at vække interessen, og derfor tog jeg afsted med åbent sind og håb om at blive overrasket.

En god kombination
Metal-genrens tunge trommer og guitar virker som et fremragende supplement til slavesangenes bastanthed. Da jeg første gang hørte om det, tænkte jeg, at det lød som en gimmick. At det var en måde at starte et nummer på og så lade metal-delen overtage.

Men Zeal & Ardor har ramt opdelingen perfekt, så det er lige balanceret, måske faktisk med mindre metal. Det var netop dette, der var koncertens styrke. At den kunne noget helt andet. For sammenkoget af de tunge toner og slavesangenes melodiske, og ofte melankolske, toner skabte grundlaget for en spændende aften med noget helt nyt at byde på.

Og den dybe rytmiske stemmeføring er i min optik noget mere klædelig end den traditionelle metal-growlen, hvor det kan være svært at høre, hvad der egentlig synges om.

Manuel Gagneux, den schweizisk-amerikanske forsanger og guitarist, leverede varen. Han gav en intens optræden, flankeret på hver side af en juhuu-mand, der var med til at skabe en harmoni i sangene, med trommeslager og bassist i baggrunden.

Og når han henvendte sig til publikum lyste han op i et smil, der var en skarp kontrast til det ellers seriøse, mørke og meget fokuserede udtryk i musikken.

Mere end “bare” metal
Publikum var både de traditionelle metalheads med langt hår og battlevest, men de var et fåtal, og det var mere normalt at se jakkesæt, farverigt blomstrede kjoler og bomuldscardigans. Uanset påklædning og musikpræferencer, var publikum med fra start til slut.

Musikken nåede ud over scenen, og der var godt med mennesker. Men uden at det var så pakket, at man hverken kunne komme frem eller tilbage. Jeg kan godt lide at komme på Voxhall. Det er en god indretning, og det er nemt at lave fed lyd.

Zeal & Ardor formåede at levere lige præcis det, som jeg havde håbet på. En koncert med noget at byde på. Jeg er solgt på musikken, og selvom genren ikke normalt er i min komfortzone, har jeg haft nogle virkeligt fede oplevelser til metalkoncerter og lørdag aften var én af dem.

Tag ud og få en oplevelse
Det er absolut ikke til alle, og hvis man ikke til tung musik, skal man gå langt udenom Zeal & Ardor. Det kommer ikke som nogen overraskelse, men hvis du er nysgerrig og har mod på at prøve noget nyt, så kan de varmt anbefales.

Og hvis du ikke er nysgerrig nok til at tage til metalkoncert, er det ok. Men så kan du måske finde nysgerrigheden til at tage til noget andet.

Der er virkelig mange fede oplevelser derude, der bare venter på dig.

Zeal & Ardor, Voxhall
★ ★ ★ ★ ★

Lignende artikler

Back to top button