Prisvindende australsk kunstner optræder på Odin Teatret med scenekunst og smykkedesign
Odin Teatret har lørdag den 16. november kl. 19 gæstespil med den australske smykkedesigner Susan Cohn, der i 2017 modtog Australian Councils Visual Artist Award.
Meaninglessness er titlen på den internationale forestilling, der er helt forskellig fra, hvad vi er vant til. Forestillingen er en performativ samtale om objekter og mennesker. Den er et politisk værk af og med nogle af Australiens mest spændende kunstnere: instruktør og teaterrebel David Pledger samt smykkekunstner og aktivist Susan Cohn.
Cohn undersøger på scenen, hvordan en borger kan agere proaktivt, når hendes regering handler ud fra værdier, der er i modstrid med hendes egne. Cohn forholder sig til dette spørgsmål, samtidigt med at hun fremstiller sine smykker som en metafor for forandring.
Hun blander objekter, tid og en simpel opgave og foreslår gennem disse handlinger gavegivning som en stille, oprørsk modgift mod samfundets angst over for fremmede, den nyankomne, den anden.
Skaber broer
Men forestillingen skaber også bro mellem to kulturer – Australien og Danmark. Mellem to kunstformer – scenekunst og smykkedesign. Samtidig åbner den publikums øjne for at forstå ”den anden”, den flygtede og tilbyder redskaber til at handle med imødekommenhed i stedet for frygt.
Forestillingen blev produceret i Danmark i sommeren 2018, hvor den bl.a. blev vist med stor succes på Kulturmødet i Mors. I mellemtiden har den i august 2019 haft australsk premiere med en vældig gennemslagskraft, og konceptet med forestillingens lille Meaninglessness-knappenål er blevet indstillet til en designpris på London Design Museum.
Forestillingen varer en time og foregår på engelsk.
Medvirkende
Alene på scenen er Susan Cohn, juveler, designer og kurator. Hun arbejder på tværs af kunsthåndværk og design med flere forskellige medier, der rækker fra smykker til installation, fotografi og video.
David Pledger har instrueret og skrevet manuskriptet. David er en prisvindende scenekunstner, kurator og aktivist inden for scenekunst, visuel kunst og mediekunst i Australien såvel som i Asien og Europa.
Martin Danielsen er forestillingens lysdesigner.
Forestillingen er støttet af Projektstøtteudvalget for scenekunst under Statens Kunstfond. Gæstespillet gennemføres i et samarbejde mellem Nordvestjysk Teaterkreds, Musikteatret Holstebro og NTL – Odin Teatret.