Der er lagt op til ægte julestemning, når Det Lille Verdensteater gæster Gudenåhuset i Bjerringbro d. 29. november med forestillingen “En rigtig nisse”. Det er juleteater for hele familien og særligt for børn fra 3-8 år.
Nissemagi og julestemning
Ida er flyttet og der er rod over det hele, så julen må springes over i år. Men heldigvis bor der en RIGTIG nisse i huset. Den elsker risengrød og er glad for, at der endelig er flyttet et menneske ind, så den igen kan få sin grød. Den leder, roder rundt i tingene, flytter kasser og rumsterer og pusler, som var der mus og rotter overalt. Men der er ingen grød. Så nu må den med nisselist få Ida til at lave grød og komme i julestemning.
Nissetryllerier og forvekslinger driver historien frem, og Ida må se i øjnene, at man ikke bare sådan kan springe julen over.
”En rigtig nisse” kan opleves fredag d. 29. november kl. 16.30 i Viften i Gudenåhuset, Bjerringbro Bibliotek. Billetter koster 30 kr. pr. person og kan købes på viborgbib.dk eller på bibliotekerne i Viborg Kommune.