Koncerter

ANMELDELSE: The Book of Mormon må du ikke gå glip af

Det er svært at lave en anmeldelse af The Book of Mormon, uden at komme med spoilers. Derfor laver jeg nu en spoilerfri sektion af anmeldelsen, som du kan læse, uden at få noget afsløret.

The Book of Mormon er blevet kaldt århundredets bedste musical, og selvom smag er enormt subjektivt, er det nemt at se, hvor lovprisningen kommer fra. For den rammer rent hjem på alle de mange tangenter en musical skal spille på, og så tilføjer den nogle nye.

Det er Matt Stone og Trey Parker, der står bag, og de to herrer er bedst kendt for at have skabt serien South Park. Efter 23 sæsoner formår serien stadig at være med til at rykke grænser for, hvad der er tilladeligt, og den leverer noget af den bedste og mest velskrevne satire, der både tager nationale og globale problemstillinger op.

The Book of Mormon kan også være med. For historien om Mormonernes hellige bog sætter fokus på en lang række geopolitiske og socialøkonomiske problemstillinger. Disse parres med en udfordring af de religiøse konstruktioner og en skarp opdeling af budskabet ved en etableret religion og de der praktiserer den.

Det hele spiller
Alt dette er serveret gennem en velfortalt historie, fremragende musik, solid koreografi, veldesignede kulisser og nok jokes om diarré, racisme, AIDS og Jesus, så du ikke tænker, at det hele bliver alt for højtragende og selvsmagende.

Det er to timer og 30 minutter med indlagt pause, der giver dig mulighed for at grine og rocke med til den fremragende musik, samtidig med, at den lægger sig til rette i din hjerne og tvinger dig til at tænke over den verden, du lever i.

Den er kort sagt både pengene og din tid værd. Så hvis du har billet, så glæd dig. Og har du ikke, hvad venter du så egentlig på?

The Book of Mormon
★★★★★★

Advarsel: Herfra og frem kommer der spoilers. Så hvis du ikke vil vide noget, så tag i Musikhuset og nyd den oplevelse, det er. Hvis du er nysgerrig, så læs videre.

I 1830 blev Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige grundlagt, efter at englen Moroni førte Joseph Smith til et sæt forgyldte stentavler, der lå begravet i baghaven. Tavlerne fortæller historien om to folkefærd (Nefitterne og Lamanitter) i krig, om at Jesus levede i USA, og  at Paradisets have lå i Missouri.

Dette er virkelig, hvad Mormonerne tror på.

Et par i missionær
The Book of Mormon fortæller historien om de unge mormonske mænd, der, efter endt uddannelse, tager ud i verden og missionerer for at fortælle historien om Joseph Smith. Særligt musicalens hovedroller, de ordinerede Ældste, Cunningham og Price.

Hvor Price er kirkens gulddreng, er Cunningham det modsatte, og de to kommer på deres livs prøve, da de sendes til Uganda for at sprede historien om Joseph Smith og Mormonernes bog.

Her rammer The Book of Mormon virkelig hovedet på sømmet. For de beskyttede mormoner rammer virkelig muren, da de lander i det myggeinfesterede, AIDS-ramte, fattige og dørklokkeløse samfund, der er plaget af den diktatoriske krigsherre, Butt Fucking Naked, der er besat af tanken om at omskære kvinderne i Afrika.

Med det afsæt begynder en historie, der i bund og grund handler om, at uanset, hvad en religion handler om, og hvor mærkelige dens historier i virkeligheden er, så er det op til det enkelte menneske at bruge den.

Traditionen tro kommer alle de involverede derfra med en vigtig lektion, men det bliver aldrig belærende, og det bliver aldrig kvalmt. Deri ligger en af musicalens styrker. For selvom den følger den traditionelle narrative struktur, om den troende, der tvivler og genfinder sig selv på ny, er der så mange andre bevægelige dele, der er med til at trække alting op (eller ned) i en ny form, der tillader at lave jokes om at kurere sin AIDS ved at knalde en frø og tale om at have maddiker i sit skrotum.

Højtbelagt barnagtighed
For Parker og Stone har en stor forkærlighed for det barnagtige, og jokes om lort er fast inventar i South Park. Men den slags jokes handler ikke kun om sig selv, i The Book of Mormon. Det lumre og platte kombineres med det upassende og grænseoverskridende, og det hele skaber en fremragende kontrast til de tunge religiøse og socialrealistiske emner, som musicalen tager på.

Så sidder du og ser på en skarpt koreograferet dansesekvens fra helvede, hvor Hitler får et blowjob, mens O.J. Simpson advokaten, Johnny Cochran spiller bongotrommer. Og absurditeten forstærkes gennem den helt enormt høje produktionskvalitet, der er lagt i musicalen.

Parker og Stone har arbejdet på The Book of Mormon i syv år. I flere interviews har de slået fast, at den er blevet til, alt det de håbede på. Og alligevel har de svært ved at lade være med, at tænke på ny måder at gøre ting på, nye citater og nye sange. Det er i sandhed et lidenskabsprojekt for de to.

The Book of Mormon er en oplevelse, som du ikke må nægte dig selv. Den er sjov og tankevækkende, og den pakker alle sine mange elementer ind i musik og dansenumre, der rumsterer rundt i baghovedet på dig dagen efter.

 

 

Lignende artikler

Back to top button