Koncerter

Odin Teatret-premiere

Den nye forestilling, En skikkelse, som ikke kan dø, opføres 29. november kl. 19.00

Lige siden Odin Teatret, som er et turnéteater, slog sig ned i Holstebro i 1966, har det spillet alle sine nye forestillinger, som det første sted, i hjembyen Holstebro. Når forestillingen har ”modtaget dåben” her, har den pågældende forestilling derefter kunnet begive sig ud på turné, hvor i verden det nu måtte være til.

Sådan kommer det også til at forholde sig med teatrets nyeste værk, soloforestillingen En skikkelse, som ikke kan dø, der opføres fredag den 29. november kl. 19.00 på Odin Teatret. Eugenio Barba beskriver den i programmet som En letsindig forestilling om Mr. Peanut – Døden – hvis erindring er en film.

En skikkelse, som ikke kan dø har Julia Varley som medvirkende, og Eugenio Barba har instrueret. I forestillingen indgår forskellige filmsekvenser. Dem har den italienske filminstruktør, Claudio Coloberti, taget sig af.

I præsentationsteksten i programmet skriver Barba endvidere: Forestillingen ”handler om Døden.  Denne har iklædt sig en skikkelse, Mr. Peanut, som skuespiller Julia Varley har arbejdet med som gennemgående figur i adskillige af Odin Teatrets forestillinger i mange år. Mr. Peanut genskaber episoder og begivenheder fra sit liv i en række scener, som skifter fra det groteske til det sentimentale, og hvor tekst, dans og film tages i brug for at mane det usigelige ved Døden frem.

—-

Forestillingen er skuespillerens kærlighedserklæring til den skikkelse, som hun har givet liv til. I larmende gader og stille rum afslører Julia Varley Mr. Peanuts mange groteske og forbavsende inkarnationer, som har ledsaget hende på hendes rejse rundt på denne planet.

Teaterscener og filmsekvenser skiftes til at fremkalde begivenheder fra fortiden og forestille sig den fremtidige virkelighed, som venter os. Essensen i denne virkelighed er en modsætningernes dans, hvor smerte og fravær omfatter ømhed, poesi og genskabelse.

www.odinteatret.dk.

Odin Teatret

Lignende artikler

Back to top button