Der var godt fyldt op på Rådhuspladsen, da juletræet traditionen tro skulle tændes søndag eftermiddag. Rådhusklokkerne havde ringet aarhusianerne sammen med “Højt fra træets grønne top”, “Det kimer nu til julefest” og andre julesange, allerede mens det var lyst.
På Rådhuspladsen startede hele arrangementet kl. 16, hvor der blev spillet julemusik af Aarhus Concert Band fra Aarhus Musikskole. Der var også besøg fra musikskolens Børnekor, der sang fra balkonen over rådhusets hovedindgang. Og lige inden borgmester, Jacob Bundsgaard gik på podiet, var der fællessang, hvor også de mange tilskuere stemte i “Juletræet med sin pynt.”
Nu er det altså jul
“Jeg har altid haft det sådan, at det ikke rigtigt er jul i Aarhus før juletræet er tændt, så nu håber jeg, at det virker,” lød det fra borgmesteren, der både opfordrede folk til at nyde julen i selskab med deres egne familier og venner, og til at hjælpe med at gøre en god jul, for de mindre heldige.
I modsætning til lyden på højttalersystemet, var der ingen problemer med juletrået og nogle få minutter før 16.30 startede borgmesteren nedtællingen og kort tid efter, var der lys i træet på Rådhuspladsen.
Herefter var der mere fællessang, og de besøgende blev spillet hjem af klokkespillet, der igen varslede, at når december er kommet, er det endelig blevet jul i Aarhus.