Giver sin opera-viden videre
Tidligere operasanger Poul Teddy Rasmussen optræder med sine MGK-elever ved koncert på Holstebro Musikskole
Det er med god grund, at der hver år optages klassiske sangere fra MGK MidtVest på de danske musikkonservatorier.
Én af grundene er Poul Teddy Rasmussen – tidligere operasanger og nuværende underviser på henholdsvis Holstebro Musikskole og Den Jyske Sangskole i Herning.
Lørdag den 25. januar kan du opleve Poul Teddy Rasmussen og hans elever give koncert kl. 15 i Orkestersalen på Holstebro Musikskole. Alle elever studerer klassisk sang ved MGK MidtVest. Ved koncerten synger de uddrag fra Mozarts tre mest berømte operaer: Tryllefløjten, Don Juan og Figaros Bryllup. Der er fri entré.
Fagligt dedikeret
Poul Teddy Rasmussen er kendt som et meget fagligt dedikeret menneske. En specialist, der sætter en høj standard for sig selv og sine omgivelser. Et menneske, der brænder igennem.
Og hans flid og engagement skaber resultater. For hvert år går klassiske sangere direkte fra hans undervisningslokale ind på musikkonservatoriet. Det er de unge sangere fra MGK MidtVest et godt eksempel på.
Stjernedrømme
Poul Teddy startede sine sangstudier ved Det Jyske Musikkonservatorium i 1979. Han afsluttede sangpædagogisk eksamen i 1985 og Diplomeksamen i 1986. Poul Teddy modtog et årsstipendium (DAAD) fra den tyske stat som én ud af fire danskere i 1986. Det bragte ham til Berlin for videre studier ved Hochschule der Künste.
Her fik han undervisning af bl.a Professor I. Hartmann og den verdensberømte baryton Professor Dietrich Fischer-Dieskau. De to professorer var begejstrede for den unge danske sanger og ønskede at beholde ham i Tyskland. Ved deres hjælp modtog Poul Teddy et toårigt stipendium fra Berliner Senat som den første sanger nogensinde.
Opera i Lübeck
I 1989 fik Poul Teddy en to-årig kontrakt med operaen i Lübeck. Her var han medlem af soloensemblet i fire år og sang også koncerter samt Don Pizarro partiet i Beethovens opera Fidelio med NDR Sinfonieorchester på Konzertante Oper i Hamborg.
I 1993 måtte han forlade operaen i Lübecker operaen på grund af helbredsmæssige problemer. I 1995 var Poul Teddy tilbage i Danmark, hvor han sang flere roller på Den Jyske Opera, men omkring år 2000 måtte han helt opgive karrieren som operasanger.
Trods den triste og alt for hurtige ende på karrieren som professionel sanger er det en stor glæde for Poul Teddy, at han kan give sin viden videre til sine elever, hvoraf mange studerer ved de fire danske konservatorier, mens andre synger ved koncerter rundt omkring både som korister og solister.