Jeff Lynne’s ELO gæster Jyske Bank Boxen
Publikum kan se frem til efteråret, hvor Jeff Lynne's ELO lægger vejen forbi Jyske Bank Boxen 23. september som det eneste sted i Danmark. Billetsalget til koncerten starter 31. januar.
Efter udgivelsen af albummet ‘From Out of Nowhere’, der gik nummer et i Storbritannien, har Jeff Lynne’s ELO netop annonceret en europæisk tour i efteråret 2020. Efter en tourstart i Norden hos vores naboer i Norge og Sverige, kan de danske fans af Electric Light Orchestra se frem til at opleve de allerstørste hits i Jyske Bank Boxen 23. september.
Det bliver Jeff Lynne’s ELO’s første koncert i Jyske Bank Boxen, og det er samtidig den eneste scene i Danmark, Jeff Lynne’s ELO indtager på efterårstouren. Touren fortsætter efterfølgende sydpå til Tyskland for at afslutte i Storbritannien og Irland.
En af de mest populære artister i sin tid
Med flere end 50.000.000 solgte albums rangerer Jeff Lynne’s ELO blandt de mest populære artister i sin tid. Disse tal dækker over fire top ti albums i streg og syv albums, der har placeret sig på top 20 samt en lang række hitsingler, hvoraf 20 af disse har nået den amerikanske top 40, og hele syv heraf gik på top ti.
Jeff Lynnes rækkevidde har naturligvis strakt sig langt ud over ELO, da han som producer og samarbejdspartner har nået millioner af mennesker – i særdeleshed som medlem af The Traveling Wilburys sammen med George Harrison, Bob Dylan, Roy Orbison og Tom Petty. Han producerede også Harrisons farverige Cloud Nine-album og sammen med Harrison, Paul McCartney og Ringo Starr udformede de hele sange fra John Lennons hjemmeoptagelser af ‘Free as a Bird’ og ‘Real love’.
Jeff Lynne’s ELO kan opleves i Jyske Bank Boxen 23. september 2020.
Billetsalget til koncerten starter 31. januar kl. 09.00 på mch.dk.