ANMELDELSE: L.O.C på hjemmebane

Torsdag den 30. januar gæstede den danske hip hop-godfather L.O.C VoxHall i Aarhus. Rapperen med det borgerlige navn Liam O´Conner har sine rødder i Aarhus V, og selv hvis han var mødt op i en AGF-trøje med en Ceres i hånden, kunne hjemmepublikummet ikke have været mere ekstatiske.

Det var en lidt broget flok af unge og gamle, der var kommet for at lytte til den efterhånden lidt gråsprængte rapper. Men gråt hår er som bekendt tegn på erfaring, og mange år på den danske musikscene resulterede i, at alle som én fik de, hvad de kom efter. For L.O.C er en ægte showmand!

Knoglerne i min krop skulle lige kalibreres ind på højtalernes frekvens, men efter jeg accepterede, at det rungede lidt i det indre, gik det op for mig: her er en kunstner, som har perfektioneret at stå på scenen. Han både spytter og giver mellemfingeren jævnligt, og folk elsker ham for det. Alderen til trods er han stadig en gadedreng fra Aarhus V.

De store projektører bag ham skiftede nærmest farve og retning alt efter, hvordan han slog ud med hånden. Han dirigerede dem, som var de lidt bange for ham. Og jeg bebrejder dem ikke, for han udgør en intimiderende figur, som han stod der på scenen med tatoveringer, trenchcoat og læderhandsker. Selvom han havde rigeligt med plads at boltre sig på, fyldte han den ud. Man så stort set ikke trommeslageren og guitaristen, som gjorde ham selskab deroppe. Man er et dådyr fanget i lyskegler.

”En misogyn mandschauvinist ude af kontrol?”

En anmelder havde givet ham anmeldelsen ovenfor. Han nævnte det med et smil, og salen kvitterede med latter. Ingen derinde virkede, som de var enige i anmelderens fornemme fraser. Det med at provokere er jo også en fast bestanddel af, hvad han står for, og det gælder bestemt også, når han er på scenen. Der var en slags ”Take it or leave it” mentalitet, og flere gange blev der sagt, at hvis man havde et problem, så var det bare ærgerligt. Ordene han brugte, var dog lidt mere profane.

Det var en bred vifte af sange, der blev slynget ud mod publikum, der selvfølgelig ikke skulle snydes for klassikere som Frk. Escobar og Helt min egen, men også de nye mere rockede sange blev spillet. Rock, tænker du? Jamen hvorfor ikke. Manden er en vaskeægte rock´n roller. Og når L.O.C spiller, vil der altid være et hip hop-element. Man kan virkelig mærke, at han har noget på hjerte i de nye sange, og de viser meget godt, at han er vokset som kunstner. Det hele kan heller ikke være 00’er nostalgi.

Rammerne på VoxHall er gode for en hvilken som helst rapper. Men de er perfekte for L.O.C. De store metalrør og slidte gulv kan få selv så kendt et musiknavn som L.O.C til at føles en smule undergrund.

Derudover var der en gæsteoptræden fra en af hans kammerater, som lige kom et Kig Forbi, jeg vil ikke sige hvem, men tro mig, Det Passer!

L.O.C. Voxhall
★★★★