Anmeldelse: Sansemæssig tour de force og følelsesmæssig rutsjebane

Hvordan sætter man ord på en lyd, en følelse, en stemning? Aarhus Teater vender det på hovedet, og sætter i stedet lyd, følelse og stemning på de ord, der udgør den danske sangskat. Et ‘remix’ af de gamle sangtekster, vi bærer som en fælles arv, men kun sjældent forholder os aktivt til. Nu står de der på scenen, i nyt lys og nye klæder. Levendegjort og vitaliseret, som nye budskaber til en ny tid og til nye generationer.

“Lyden af de skuldre vi står på” er en sansemæssig tour de force, en følelsesmæssig rutsjebanetur og en tankevækkende genfødsel af vores danske fællesskabs skattekiste af kraftfulde lydbillede.

Aarhus Teater har valgt at genopføre den succesfulde og Reumert-belønnede teaterkoncert kun ganske få år efter originalopførelsen i 2017, og tak for det. Forestillingen er stadig aktuel, og om muligt endda endnu mere nu. For hvad er det, der forener os i et lille land, og hvad er vores nedarvede DNA i en truende global virkelighed? Har de svundne generationer, hvis skuldre vi står på, stadig relevans for os? Og det har de i den grad.

Her er både håb, lys, latter, humor, glæde og stolthed, pakket ind i mørke, skygger, kaos, sorg og fortvivlelse. Kaj Munks smukke modstandssang “Den Blå Anemone” står spinkel og skrøbelig, mens “I Skovens Dybe Stille Ro” svulmer sig op som en potent afslutning på første akt, med de små fugle fra sangerhæren i kraftfulde positurer foran et bølgende, blafrende dannebrog, der ligger på scenen som et bankende hjerte. For nogen et billede på den stolte fædrelandskærlighed, for andre en mindelse om den grimme nationalistiske bagside af samme kærlighed til det lille idylliske land.

Og det er forestillingens store styrke. De enkelte sange og tableauer er vidt åbne for publikums egen fortolkning, og det er op til dig selv at lytte til det ekko, de vækker i dig selv. Cirklen er et gennemgående motiv – både visuelt og tematisk – der minder os om den evigt gentagende rytme i døgnet, årstiderne, livet. Efter mørke kommer lys, og i morgen er der atter en dag.

Udgangspunktet er nok Simon Kvamms og Marie Højlunds musikalske fortolkning af de gamle sange i et moderne, elektronisk lydunivers, men denne forestilling er så meget mere end det. Det er det samlede udtryk – skabt af både instruktør, scenograf og hvem der ellers har haft en finger med i tilblivelsen – der gør det til en oplevelse af de helt store. Ikke mindst aktørerne på scenen – skuespillere og kor – der løfter i samlet flok. Det er en holdindsats, hvor der ikke er fokus på den enkelte, men hvor alle trækker med hver deres force.

Hver og en fortjener ros for deres andel i forestillingen, og det er ikke rimeligt at fremhæve nogen frem for andre, men jeg er nødt til at nævne to, der til premieren stod særligt skarpt i min oplevelse:
Mark Linn er ny i forhold til originalopsætningen, og særligt smerten i hans fremragende fremførelse af manisk neurotisk sammenbrud i “Tunge Mørke Natteskyer” brændte sig langt ind i min sjæl.
Forestillingens grand old lady, den internationalt anerkendte operasangerinde Lisbeth Balslev, står fantastisk stærk med sin kraftfulde sopran, der løfter Kvamms og Højlunds elektroniske lydbillede til nye højder.

—
“Lyden af de skuldre vi står på”
Teaterkoncert
Premiere 31. januar 2020
Aarhus Teater
★ ★ ★ ★ ★ ★