Skive Festival er den seneste i række af Festivaller, der har valgt at tage konsekvensen af gårsdagens udmelding.
I en pressemeddelelse tirsdag skriver de:
“Det er med stor beklagelse, vi desværre må meddele at årets Skive Festival er aflyst.
Vi har siden starten af marts fulgt løbende med i regerings udmeldinger, og håbede til det sidste på, at det kunne lykkes at afvikle Skive Festival 2020.
Vi har i ledelsen, i længere tid, arbejdet med forskellige mulige scenarier i tilfælde af et forbud mod at afvikle i starten af juni. Men vi må erkende, at et forbud gældende til den 31. august 2020, ikke giver os mulighed for at udsætte årets festival.
Vi ved, at vores aflysning vil ramme vores fantastiske frivillige foreninger, samarbejdspartnere og leverandører hårdt. Det gør ondt på os, at vi ikke kan støtte diverse foreninger og lokale leverandører i denne svære tid.
Vi havde glædet os til igen at åbne dørene til en fantastisk fest på Strandtangen. Vi ved også, at rigtig mange af jer havde glædet jer til Skive Festival. Glædet jer til stemningen, musikken, fællessangen, hyggen og ikke mindst masser af samvær med venner og bekendte. Vi kommer helt sikkert til at savne jer, og især den helt unikke stemning og fællesskabsfølelse som kun Skive Festival gæster kan levere.
MEN Skive Festival vender tilbage i 2021. Blot endnu stærkere end nogensinde før…
Til vores gæster, som har købt billet til årets festival:
Lige nu følger vi myndighedernes anvisninger, og vi er hele tiden i tæt kontakt med vores brancheforening Dansk Live.
Men da vi endnu ikke kender detaljerne i de hjælpepakker, som regeringen har sat i udsigt for arrangementer som Skive Festival, finder vi det rigtigst at afvente med udmeldinger omkring praktikken for tilbagebetaling eller udskydelse af billetter til vi kender de nøjagtige detaljer.
Der er rigtig mange spørgsmål, som vi i dag ikke kender svarene på, men vi vil på vores hjemmeside www.skivefestival.dk samt på vores Facebook side komme med løbende informationer i takt med at vi bliver klogere.
– pas godt på jer selv indtil vi igen ses til Skive Festival.”