Festivalnyt
Skovrock og Fredags Fest aflyser
For Skråen og Skråens Venner er det økonomiske resultat af aflysningerne indtil videre helt uoverskuelig.
Regeringen har jo nu meldt hårdt ud, at alle større forsamlinger som f.eks. festivaler og koncerter skal aflyses i hele sommerperioden frem til og med august.
Dette er et chok for både Skråen og Skråens Venner, da vi dermed bl.a. kommer til at skuffe de 80.000 gæster ved sommerens Skovrock og Fredags Fest koncerter.
Vi kommer også til at skuffe de mange velgørende formål der dermed må undvære et millionbeløb til deres aktiviteter.
Sidste år modtog 19 lokale sportklubber og kulturforeninger og Kirkens Korshær og Folkekirkens Nødhjælp tilsammen 2,3 mill. kr.
For Skråen og Skråens Venner er det økonomiske resultat af aflysningerne indtil videre helt uoverskuelig.
Men det står allerede nu klart, at vi desværre med henvisning til force majeure, hermed er nødt til at aflyse samtlige bands der skulle have spillet til sommer ved Skovrock eller Fredags Fest.
Vi er godt klar over, at den overordnede situation også er smertelig og vil få store konsekvenser for alle bands.
Vi tror på og vil arbejde hårdt for at sikre, at både Skovrock og Fredags Fest er tilbage igen til næste sommer.
Men planlægningen kan desværre først gå i gang, når vi kender konsekvenserne af denne sommer.
Med stor beklagelse
For Skråen og Skråens Venner
Jørgen Nissen