Gang i musikken – på afstand
Lærere på Holstebro Musikskole har bl.a. lavet en virtuel strygercafé til orkester Stjernestrygerne
I en tid, hvor den normale undervisning er lukket ned på Holstebro Musikskole, gælder det om at være kreativ og finde nye metoder til at holde gang i musikken – på afstand.
Og det er heldigvis noget, musikskolens lærere har fundet løsninger på.
Et godt eksempel er musikskolens orkester Stjernestrygerne. Orkestret består af strygerelever fra mange forskellige skoler. De mødes normalt onsdage på musikskolen og spiller sammen. Det er bare ikke en mulighed under corona-krisen.
Oplever fællesskab
Musiklærerne har taget den udfordring op og lavet en virtuel strygercafé på den digitale mødeplatform Zoom. Her har tre lærere og 10 elever været samlet, og de skiftedes til at spille for hinanden. Der blev lyttet og givet masser af positiv feedback.
– Børnene virkede glade, og de syntes, det var hyggeligt også bare at se og høre de andre. Vi oplevede et fællesskab om strygermusikken – på afstand. Jeg er sikker på, det giver et lille boost til at holde gang i øvning på instrumentet for den enkelte, fortæller Margit Kloster.
Den virtuelle strygercafé er ikke det eneste tiltag fra musikskolen. Du kan også ved hjælp af din computer, iPad/tablet eller smartphone f.eks. lære at spille blokfløjte eller hygge dig med munter sang, rytme og bevægelse.
Det kan du se meget mere om på hjemmesiden Kulturelle tips.