Fyrværkeri Festival udvider med en ekstra dag i 2021
Godt nyt fra Fyrværkeri Festival. Næste år udvides festivalen med en ekstra dag, så gør jer klar til fredagsfest i Viborg.
Her en uges tid efter Fyrværkeri Festival kom med en længe ventet og endelig udmelding vedrørende billetter solgt til Fyrværkeri Festival 2020, er arrangørerne bag nu klar med både en status, gode nyheder og en udvidelse.
UDVIDER MED EN FREDAG
Den store efterspørgsel på at deltage i Fyrværkeri Festival har fået arrangørerne bag Viborg-festivalen til at tænke i nye baner, og for at imødekomme den store efterspørgsel udvider festivalen derfor med en ekstra dag; fredag den 28. august 2021. Udover at imødekomme en efterspørgsel sker udvidelsen desuden på baggrund af to andre årsager; ”Vi skylder jo en fest for den manglende Fyrværkeri Festival i 2020 og derudover vil vi bare gerne sige tusind tak til alle dem, som har valgt at beholde deres billetter” fortæller Mikael Andersen og fortsætter ”Den bedste måde vi kender at sige tak på, er ved at holde endnu en fest og det bliver altså stort”. Med den ekstra dag tilføjet til festivalen, bliver Fyrværkeri Festival nu afholdt både fredag den 27. august og lørdag den 28. august 2021. Hvordan fredagens musikprogram ender, er arrangørerne endnu ikke klar til at melde ud, men Mikael Andersen fortæller dog, at det bliver med tre kæmpestore navne, som han mener vil falde godt i smag hos festivalens eksisterende publikum.
STÆRK PRIS PÅ FREDAGSFESTEN
Festivalpladsen vil om fredagen åbne kl. 16:00 og lukke igen kl. 23:00, hvorimod pladsen vil have åbent fra kl. 12:00-01:00 om lørdagen. Som en ekstra tak til alle dem, som har valgt at beholde deres billet til om lørdagen, vil der starte pre-sale af fredagsbilletter den 28. august 2020 kl. 10:00. Her vil alle med en billet til festivalens lørdagsfest kunne købe entrebilletter til en stærk pris på kun 279 kr. + gebyr. Billetsalget for alle andre vil åbne lørdag den 29. august og her vil prisen lyde på 399 kr. + gebyr. ”Vi har valgt at starte med pre- sale til vores allerede fantastiske publikum for at sige ekstra tak til dem. Uden vores publikum er der ingen festival, så de fortjener en god pris” fortæller festivalarrangør Mikael Andersen og fortsætter; ”For den lave billetpris får man ikke kun tre kæmpestore musiknavne, man får også den efterhånden velkendte Fyrværkeri Festival-oplevelse og jeg tør godt love, at fredag også bliver et brag af en festival!”
STATUS PÅ BILLETTER TIL 2020/2021
Fyrværkeri Festivals jubilæumsfest, som skulle have været afholdt lørdag den 29. august 2020, blev rykket til 2021 som følge af regeringens tiltag for at mindske smittespredningen af COVID-19. Arrangørerne bag festivalen satte herefter gang i flere planer vedrørende de billetter, som allerede var solgt til den ellers udsolgte jubilæumsfest. Festivalens publikum kunne enten vælge at beholde de billetter, som de havde købt til Fyrværkeri Festival 2020, da de automatisk ville gælde i 2021 og ellers kunne de få deres billetter refunderet. Muligheden for at få refunderet billetter startede i sidste uge og festivalarrangør Mikael Andersen er nu klar med en status; ”Langt de fleste har valgt at beholde deres billetter til 2021 og det er vi SÅ glade for. Faktisk er der kun cirka 300 billetter, der skal refunderes indtil videre”. Festivalarrangøren fortæller desuden, at der har været meget stor efterspørgsel på billetter og at festivalens venteliste til entrebilletter er eksploderet; ”Vores venteliste til lørdagsfesten næste år vokser hele tiden, så vi forventer altså at festivalen stadig vil være udsolgt, når refunderingsperioden slutter”. Der er derfor stor glæde på festivalkontoret, og det bliver kun forstærket af, at festivalen nu bliver udvidet til at være en to-dages festival; ”Vi er glade og vi glæder os rigtig meget til arbejdet, der nu venter med at udvide festivalen med den ekstra dag” fortæller Mikael Andersen, som desuden også forventer at lørdagens musikprogram vil være det samme, som det skulle have været i 2020.
Fyrværkeri Festival er en musikfestival kombineret med festfyrværkeri, som hvert år afholdes på dyrskuepladsen i Viborg. Festivalen bliver besøgt af 17.000 publikummer om lørdagen og skulle have holdt 10-års jubilæum i 2020. Billetterne til denne jubilæumsfest blev udsolgt på kun 26 dage. Målet for fredagen er 15.000 publikummer.
Fyrværkeri Festival opdaterer løbende med informationer angående både fredag og lørdag på deres hjemmeside og facebookside. Billetter til fredagsfesten bliver sat til salg gennem Billetsalg.dk