FestivalnytKoncerter

Tak fra Tønder

Havefester, støttekoncerter, salg af festivalpakker, merchandise og meget mere har indbragt 750.000 kr. til Tønder Festival Fond. “Kæmpe, kæmpe stor tak for den helt overvældende støtte, som er så vigtig for Tønder Festival 2021,” siger festivalchef.

De mørke skyer er for en stund afløst af en lidt lysere himmel over Tønder Festival. Corona-krisen ryddede som bekendt alle sommerens festivaler, og Tønder Festival måtte for første gang nogensinde aflyse. Det betød problemer for det økonomiske sikkerhedsnet under festivalen. Men det betød også, at en masse mennesker i lokalmiljøet billedligt talt satte himmel og jord i bevægelse for at skaffe donationer og støtte til festivalen. Projektet Tønder Festival Circle med en lang række initiativer og arrangementer blev sat i gang, der kom gang i salg af støttearmbånd, T-shirts og andet merchandise, og to støttekoncerter blev gennemført.

Nu er det foreløbige resultat gjort op. 750.000 kr. er rejst til Tønder Festival Fond, som ejer festivalen.

Mange bække små

De mange donationer og støttekroner kommer fra følgende aktiviteter:

  • Støttekoncert
  • Salg af festivalpakker, varer og events i forbindelse med havefester
  • Salg af merchandise i festivalbutikken
  • Salg af støttearmbånd og støtte-T-shirts
  • Salg af festivalvin til virksomheder
  • Donationer fra havefester

Kæmpestor tak

“Vi er helt overvældede og meget rørte over den støtte og opbakning, vi har oplevet. Vi vil gerne takke alle der har bidraget på den ene eller anden måde, og samtidig sende en særlig hilsen til initiativtagerne fra Brinksgaard, Victoria og Citychef, Stephan Scheelke. De midler, der er blevet rejst, er mere end vigtige og de går til investeringer i Tønder Festival 2021,” siger Kirstine Uhrbrand, administrerende direktør, Tønder Festival.

 

Stadig brug for støtte

Det bliver uden tvivl både omfattende og økonomisk krævende at etablere Tønder Festival 2021 i en ny corona-virkelighed, og derfor har Tønder Festival Fond, desværre stadig brug for støtte fremover.

 

Man kan støtte Tønder Festival Fond ved at give et sponsorat eller ved at købe et støttearmbånd via webshoppen, på festivalkontoret eller i en række butikker i Tønder. Se mere på www.tf.dk

Lignende artikler

Back to top button