Festivalnyt

Royal Metal Fest aflyst

Sidste år var folkene bag den aarhusianske metalfestival, Royal Metal Fest blandt de første til at aflyse. Det er de også i år, men de håber, at de bliver de sidste.

30 dage fra i dag skulle Metall Royale have afholdt 2021-udgaven af Royal Metal Fest, men det bliver ikke til noget, oplyser arrangørerne, der netop har aflyst den aarhusianske metal-festival.

Med kun en måned til festivalen skulle have været afholdt, er det blevet tydeligt, at vaccination og planer for genåbning ikke tillader, at samle folk på den måde. Og det er arrangørerne kede af, men de lover, at der kommer til at være festival i 2022.

“Vi ved hvor meget festivalen betyder for jer, og hvor meget det betyder for vores hold af frivillige, at være en del af et super stærkt team som år efter år gør deres absolut ypperste for at sikre, at alle festivalgængere går glade i seng natten til søndag, når sidste band er gået af scenen, og tømmermændende dermed skal soves ud.”

Arrangørerne opsummerer meget godt den forhåbning, der lever blandt de danske festivalarrangører og -gæster.

“Sidste år var vi blandt de første til at aflyse; så på vegne af alle vores skønne kolleger landet over, lad os da for fanden håbe, at vi i år bliver blandt de sidste!”

Her på Min By News’ redaktion, deler vi den drøm, og krydser alt, hvad vi krydse kan, for at vi ikke skal skrive flere af denne her slags artikler.

Lignende artikler

Back to top button