Aftale skaber sikkerhedsnet under festivaler
NU KAN FESTIVALERNE PLANLÆGGE: En bred aftale om kompensation til festivalerne er kommet på plads, og det betyder, at mange danske arrangører nu kan planlægge festival med ro i maven.
En sommer med livemusik, fadøl og masser af liv på de danske festivaler har længe været tvivlsom, da det har været uvist, om der ville komme hjælp, hvis forsamlingsforbuddet gør det umuligt at afholde større kulturarrangementer.
Men en pressemeddelelse fra Kulturministeriet mand, oplyses det, at der nu er en ny bred aftale kommet på plads. Den betyder, at de danske musikfestivaler kan planlægge løs, uden at være bekymrede for, om en aflysning ville være fatal for festivalens eksistens.
Den nye aftale er i store træk en forenkling af den eksisterende arrangørordning, der dækker begivenheder med mere end 350 deltagere, og den gælder frem til den 30. september 2021.
Oveni den eksisterende aftale er der tilføjet en nødpulje på 30 mio. kr., der specifikt kan gives til de festivaler, der hvert år uddeler deres overskud til godgørende formål, og derfor er truet af konkurs pga. manglende kapital.
”Vi håber alle sammen på en sommer, hvor smittesituationen tillader, vi kan samles til festivaler igen. Indtil da kan festivalarrangørerne med ro i maven fortsætte med at planlægge forsvarligt. Med aftalen sikrer vi nemlig, at festivaler vil blive kompenseret, hvis de bliver nødt til at aflyse pga. restriktioner,” lyder det fra Joy Mogensen i pressemeddelelsen.
Dermed kan arrangører af landets mange store festivaler bare klø på med planlægningen, og det stopper ikke der. For ordningen gælder også andre tilbagevendende arrangementer, som Superligafodboldkampe og markeder, der er blevet påvirket af forsamlingsforbuddet. Kravet er bare, at arrangementet har været planlagt inden den 6. marts 2020.
I ordningen findes der en kompensationstrappe, der skabe klare rammer for, hvad der kan forventes af kompensation til de enkelte arrangører, og hvor meget der kan leveres videre til leverandørerne.
“Det har ikke været et nemt år for arrangører eller for leverandører til arrangementer, som eksempelvis lever af at sætte scener op, udleje borde og stole eller sælge mad til gæsterne. Corona er desværre en uforudsigelig fjende, og de fleste af os kan nok sætte sig ind i, hvor svært det er at planlægge kalenderen for 2021. Den usikkerhed, der er forbundet med at afholde arrangementer, kommer vi nu til livs ved at skabe større klarhed over, hvad man kan forvente i kompensation, hvis corona medfører, at et arrangement må aflyses. Det giver sikkerhed for arrangører og leverandører og betyder, at vi fortsat holder hånden under de mange arbejdspladser, som er tilknyttet store arrangementer,” udtaler erhvervsminister, Simon Kollerup.