Festivalnyt

Spot Festival flytter til efteråret

Landets største festival for nye og kommende musikere flytter til efteråret i håb om at kunne afvikle festivalen under bedst mulige forhold.

SPOT festival har taget konsekvensen af regeringens restriktioner i forbindelse med coronavirussen, men i stedet for at aflyse, rykker de til efteråret. Dermed bliver de nye datoer den 16. og 17. september.

Ifølge folkene bag den aarhusiansk-baserede talentfestival , handler det om at skabe de bedste rammer, både for tilskuere og for musikerne.

“SPOTs kulturpolitiske formål er ikke alene at samle publikum om musikken, men også at give de nye danske sangskrivere og musikere et fagligt mødested og en promotion-platform, der kan booste deres karrierer både nationalt og internationalt. Den nye danske musik, vores store musikinteresserede publikum og vores internationale gæster fortjener ikke at blive sprunget over endnu en gang”, udtaler SPOT Festivals leder, Gunnar K. Madsen i en meddelelse onsdag.

Og beslutningen får har fuld opbakning fra bestyrelsen, der håber, at SPOT kan være med til at give hele den danske musikscene et løft, efter den hårde tid, som coronanedlukningen har skabt for en underprioriteret dansk kultur.

“Vi glæder os alle til at mødes igen og gøre det, SPOT handler om – nemlig at se ind i fremtiden for musikken, og gerne med noget mere sikkerhed end vi kan lige nu. Vi skal se, hvor musikken står efter krisen, og hvordan vi kommer videre ind i en fremtid, der måske er anderledes end før, men forhåbentlig meget lysere end det seneste år,” udtaler bestyrelsesleder Mads Dahl.

Alle billetholdere er blevet kontaktet af festivalen.

Lignende artikler

Back to top button