Festivalnyt

Ingen Smukfest i sin normale form

Festivalen i Bøgeskoven har også aflyst - men opgiver ikke håbet om at lave noget mindre.

Der har været optimisme hos folkene bag Smukfest længe, da placeringen i august måned har været med til at holde håbet om at kunne afvikle festival under normale forhold i live.

I nat blev det så afgjort, at det heller ikke i august bliver muligt at lave festival for nok mennesker til, at det er økonomisk forsvarligt. Talsman for festivalen, Søren Eskildsen mener, at beslutningen er forhastet.

“Vi er helt enormt ærgerlige over, at politikerne afskriver festivalerne allerede nu, da vi mener, at det er alt for tidligt at tage så afgørende beslutninger på baggrund af gisninger om, hvordan situationen ser ud om tre måneder, og hvad der dermed kan og ikke kan lade sig gøre på det tidspunkt,” lyder det i en pressemeddelelse tirsdag.

Formuleringen i pressemeddelelsen lyder “Ingen Smukfest, som vi kender den,” og folkene bag har tidligere meldt ud, at der blev planlagt i flere spor.

Hvad der helt præcist ligger bag, er endnu uvist, men noget tyder på, at der bliver lavet noget indenfor de restriktioner, der gælder.

Lignende artikler

Back to top button