Metallica kommer til Copenhell
Metalfestivalen Copenhell har scoret et absolut topnavn, når Metallica næste år gæster Refshaleøen.
Det skulle have været i dag, at dørene blev slået op på Copenhell, men de glade og musikhungrende gæster må vente et år mere, før de igen kan ses på Refshaleøen.
Men folkene bag festivalen har arbejdet på at skabe en line-up, der virkelig er værd at vente på, og den lige blev lidt vildere, tidligere på dagen, da det blev offentliggjort, at det nyeste navn på plakaten er ingen ringere end Metallica.
“Lige præcis i dag skulle vi have åbnet porten til COPENHELL 2021, men sådan blev det ikke. Det er derfor en kæmpestor ære for os at afsløre, at Lars Ulrich, James Hetfield, Kirk Hammett og Robert Trujillo optræder på næste års COPENHELL – METALLICAs eneste koncert i Norden i 2022!”
Sådan lyder det på Copenhells facebook-side, og det er ikke de eneste gode nyheder.
For Metallica skal spille den 15. juni næste år, og da det er en onsdag, betyder det, at Copenhell bliver til en fire-dags festival.
”Det er en fuldstændigt gigantisk ære for os at kunne at præsentere så stort et band for COPENHELLs publikum. Folk har nu i flere år hungret efter at komme på festival, og de har beholdt deres billetter i troen på, at vi nok skulle vende hårdt tilbage. Og så gør vi det med det største band i rock- og metalmusikkens historie og med en af de stærkeste festivalplakater på dansk jord nogensinde,” lyder det fra festivaldirektør, Jeppe Nissen.
Læs mere om Metallica og se den komplette line-up på www.copenhell.dk.