Det handler om frihed

Når Frank Megabody ikke arbejder som lokalpolitiker i Skanderborg, tilbringer han en stor del af tiden på de danske musikfestivaler, hvor han arbejder som konferencier. For ham er festivaler mere end en undskyldning for at ligge i druk og gå til koncerter, og det er han ikke helt sikker på, at politikerne har forstået.

“Sidste år var det umuligt, men i år har hele branchen knoklet for at finde løsninger til, hvordan man har kunnet afvikle. Jeg synes bare ikke, man har været særligt interesseret i at lytte til løsninger. Man har haft for travlt med bare at sige nej. Jeg tror ikke, at politikerne har forstået, hvor vigtige festivalerne er for danskerne.”

Det fik Frank selv øjnene op for, da han skød Lyden af Nibe i gang. For det var et virkelig veloplagt publikum, der var mødt frem.

“Der var en fantastisk energi. Det var mange unge mennesker, der har været spærret inde i halvandet år. Det var nyudsprungne studenter, der nærmest har taget deres studentereksamen hjemme foran skærmen. Vi har allesammen lidt afsavn, men blandt de unge, var det helt vildt, den forløsning der kom. Og de var glade og stemningen var høj.”

Hver 6. dansker
Det samme gælder også for arrangørerne, de frivillige, musikerne og alle de andre, der er tilknyttet festivalbranchen. Det er en enorm industri, der beskæftiger mange, og i en undersøgelse af Danmarks statistik, er det hver 6. dansker, der tager afsted til festival.

Derfor synes Frank også, at det er en skam, at man fra politikernes side ikke har været lydhøre overfor branchen, og han stiller sig komplet uforstående overfor den måde, regeringen og støttepartierne har handlet efter den nedsatte ekspertgruppe kom med deres anbefalinger.

“Hvad fanden er det, der sker, når man har gået og ventet på en nøje sammensat ekspertgruppes udmelding om, hvad der kan lade sig gøre i forbindelse med at lukke op,” spørger Frank, og fortsætter: “Hvorfor vælger man at bruge så meget tid og så mange penge på at nedsætte en ekspertgruppe, og afventer deres vurdering, og så følger man den ikke?”

Ekspergruppen var sat sammen flere forskellige repræsentanter. Der var virologer og personer fra sundhedssektoren, heriblandt Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen, og folk fra de forskellige større festivaler.

Kom bag på GRØN
“Der var folk fra GRØN med i den gruppe. Og vi så jo, hvordan de meldte en koncertplan ud, da de nærmede sig, men inden det blev offentliggjort, som helt tydeligt er skræddersyet efter den udmelding. Så kommer anbefalingerne, og så sætter regeringen sig med partierne, og så melder de noget LANGT strammere ud. Det er tydeligt, at det kom bag på alle. Også hos GRØN, der havde indrettet sig fuldstændig efter anbefalingerne, måtte de smide håndklædet i ringen.”

Selvom mange har formået at finde mindre formater på festivalerne, så Frank gerne, at der var mere fleksibilitet fra politikernes side. For de stramme regler har ikke kun ramt dem, der gerne vil til fest. For nogle festivaler har en meget vigtigere rolle.

“Tag fx Sølundfestivalen. Det er en nøje afgrænset målgruppe, som stort set alle var blevet vaccineret, da festivalen skulle afholdes, og alligevel kunne man ikke være fleksibel og sige, at her kunne man godt finde en måde at gøre det på, forsvarligt. Især ud af hensyn til brugerne, der glæder sig helt urimeligt meget hvert år, og som nu, for andet år i træk, ikke kan komme til deres elskede festival.”

Ikke kun for festivalfolk
Behovet for den frihed og det sammenhold, er Frank helt sikker på, gælder for de fleste, og ikke kun festivalgængere. Det er for hans vedkommende det samme behov, der har fået mange af de glade danskere ud i gaderne i forbindelse med slutrunden i EM.

“Jeg tror da, at der er mange af dem, der har hoppet rundt på busserne, der måske ikke helt er så interesserede i fodbold, men som er derude, fordi det er tiltrængt. Fordi det er den frihed, vi er vant til, og som vi har måttet undvære i halvandet år.”

Frank har turneret med festivalerne i mange år, og da nedlukningen kom, tog han det som et tegn om, at han måske skulle overveje, hvad fremtiden byder på.

“Jeg bliver 64 næste år, og det kan da godt være, at jeg så skulle vælge det her ufrivillige rum, hvor der ikke har været festival. Men jeg har ikke tænkt så meget over det, at jeg har taget telefonen og gjort noget ved det. Og da jeg så fik den her følelse af at stå på scenen, så tænkte jeg: “Nej Frank. Det er her, du hører til. Det er så stor en del af dig og dit liv, så selvfølgelig skal du ikke slutte nu.”