Koncerter

Aarhus Jazz Orchestra hyldede Quincy Jones

En af musikkens absolutte naturkræfter, Quincy Jones, blev torsdag aften hyldet af Aarhus Jazz Orchestra da Ridehuset Swingede

Hvis du siger, at du ikke kender Quincy Jones’ musik, så tager du grusomt fejl. For den enormt produktive musiker, har haft fingrene i meget mere end jazzarrangementer. Mest kendt er nok, at han har været producer på Michael Jacksons supersælgende album Thriller.

Derudover har han lavet en lang række numre til film og tv op gennem 80’erne og 90’erne.

Og nå ja. Han har jo også lavet musik til både Frank Sinatra og Ray Charles.

Så jo. Du kender godt Quincy Jones’ musik, og torsdag aften var sat af til netop ham, da Aarhus Jazz Orchestra holdt hyldestaften i Ridehuset, som en del af Aarhus Jazz Festival.

Alle pladserne var udsolgt, og AJO var veloplagte allerede fra starten af. Ført an af Nikolai Bøgelund blev der disket op med en bred vifte af Jones’ musik. Fra decideret jazz til forskellige fortolkninger af musikken, der spændte over Sinatras swing-musik, Count Basie og Ella Fitzgerald over numre fra film som In The Heat of the Night og tv-serien Ironside.

Og med Jacksons megahit som rosinen i pølseenden, var der i hvert fald ikke nogen, der kunne sige, at de var blevet snydt for en oplevelse.

Vokalister med som gæst
Størstedelen af numrene stod Aarhus Jazz Orchestra selv for, og de 17 musikere er virkelig talentfulde. Og for også at kunne levere nogle af de arrangementer, som Jones har lavet for navne som Ella Fitzgerald og Sinatra, havde de allieret sig med to vokalister.

Den danske Bobo Moreno leverede de mandlige stemmer på kompetent og (som oftest) velfungerende vis, mens estiske Karmen Rõivasepp var både fortryllende og helt eminent dygtig som især Ella Fitzgerald, der som kendere ved, har en ganske særlig måde at synge på.

Fra godt til lækkert
Aftenen startede ud med et brag, og dirigenten Nikolai Bøgelund havde samlet en god fortælling ind, der fungerede som motor gennem koncerten. Hans entusiasme og kærlighed til Jones trådte meget tydeligt frem.

Aftenens første sæt led lidt under en tilbageholdenhed. Musikerne fik rig mulighed til at lege og vise netop deres instrumenter frem. Men det virkede indstuderet, hvilket gav en meget stringent musikalsk oplevelse, som virkelig viste, hvad Quincy Jones har været i stand til. Det var aldrig dårligt. Snarere tværtimod ramte de et niveau, der var lige præcis så højt, at det var svært for os som tilskuere, ikke at krydse fingre for, at de trak den hele vejen hjem.

Det gjorde de til gengæld efter pausen, hvor det føltes lidt som om, at der var blevet tilsat lidt ekstra energi.

Særligt alt-saxofonisen Kati Brien leverede varen i en sax-solo, der viste præcis, hvor niveauet kan ligge med Aarhus Jazz Orchestra. Og hun blev fulgt op med en vanvittigt lækker Sax-chase mellem bandets to tenorsaxofonister, der gjorde nummeret Moaning til aftenens absolut største oplevelse.

Til gengæld kom vi lidt ned på jorden igen, da aftenens sluttede med Thriller, og uanset hvor god Bobo Moreno er til sit kram, så kan han ikke ramme de høje toner, som længe har været et af Michael Jacksons varemærke.

Det var en lille bemærkning, og det kan kun anbefales at gribe chancen for at komme ud og opleve dette skønne kærlighedsbrev til Quincy Delight Jones Jr.

★★★★☆
Aarhus Jazz Orchestra
Ridehuset Swinger celebrating Quincy Jones

 

Lignende artikler

Back to top button