Viborg Metal Fest var savnet

Fredag d. 4/3 2022 åbnede Musikforeningen Olm, sammen med Paletten Viborg, dørene op til den 8. udgave af Viborg Metal Festival (VMF).

Dette har de gjort mange gange før, men i år var der den forskel, at adressen var ændret. Denne gang stod arrangementet i de nye omgivelser i Tinghallen.

Allerede tilbage i 2020 blev sløret løftet for, der ville ske voldsomme forandringer, for festivallen, i de nye omgivelser. De ville nemlig kunne huse op til 2000 metal-glade gæster, og afvikle mange flere koncerter. Men denne gang havde de valgt at tage det i små skridt. Grundet den sene ophævelse af restriktioner, holdt de billettallet til 500. De nye omgivelser skulle også lige prøves af. For undertegnede må jeg sige, de er i DEN grad godkendte!

Festivallen foregik i den lille sal, som virker mindre end de gamle omgivelser. Men hvor den gamle Paletten var præget med siddeplader, var der reelt tale om en sal, hvor man stod.

Endnu en positiv ændring var foyeren. Her kunne man hvile sine trætte fødder og nyde en kold øl med vennerne, shoppe merchandise fra både bands og Musikforeningen Olm, eller få et måltid mad, uden at man stod på nakken af hinanden, eller stå i det – trods høj sol – kolde vejr. Foruden pølsevognen Gadens Gourmet, som er fast inventar til VMF, kunne man også nyde et vegansk alternativ fra Reborn. Eller man kunne besøge restauranten i Tinghallen

Selv overnatningsmulighederne var blevet udvidet. Hvis man ikke følte for at benytte sig af byens hoteller eller AirBNBs, kunne man købe en billet til sovesalen i BDO loungen til billige penge.

Fredag kl. 15.30 åbnede dørene for de friske og forventningsfulde folk, og klokken 16.30 blev festen for alvor sparket i gang af de energiske københavnere i Endarken. De måtte desværre kæmpe lidt for at få lidt gang i publikum, men det varede ikke længe, før salen svingede i takt med håret fra de mange mennesker, der var med fra starten. Deres fængende dødsmetal røg hurtigt i dansebenene hos det udhungrede publikum, der meget tydeligt var glade for at “komme på græs” igen, som man kunne høre mange kalde det. Den mest ihærdige var dog forsangeren, der inden sidste nummer kom til skade med foden og måtte sidde ned resten af koncerten. Det er den slags engagement, man som publikum hylder!

Næste band var kommet med på et afbud kort tid inden. De amerikanske dødsmetallegender Master skulle have spillet, men måtte desværre skyde deres koncert til 2023 i stedet. Til gengæld havde VMF budt velkommen til hardcore bandet Lifesick fra Fredericia, som er pladeaktuelle med deres 3. udspil; Misanthropy.

“Lifesick diskriminerer ikke, de hader alle lige meget!” lød det fra starten, og de startede med det ene hårdtslående nummer efter det andet. Men det var ikke meget had, der kom over scenekanten. Derimod en masse kærlighed til musikken, til publikummet og til det generelle metalmiljø. Og som vi må erkende. Det kan være vi ser farlige ud, men vi er fyldte med kærlighed.

Igen måtte et stand-in band træde på scenen. Irske Dread Sovereign måtte overgive sig til de logistiske udfordringer, der kommer med at skulle spille rundt i Europa, og i stedet lade københavnske Doommetallere indtage scenen. Til trods for de kun er 3 mand i Katla formåede de at fylde scenen helt ud. Til tonerne af den Ukrainske nationalmelodi, som deres støtte til Ukraine, satte trioen sine tunge soniske spor på scenen som passede publikum ganske godt.

Alle gode gange tre siger man jo, og endnu engang måtte VMF præsentere et band, der kom med på et afbud. Københavnske blackmetaallere Solbrud skulle have spillet, men grundet en brækket hånd på deres guitarist, måtte de vige pladsen til nogle andre. Igen viser VMF, at de ved, hvor de skal ringe hen. Århusianske deaththrash legender Hatesphere trådte ind i den 11. time, og viste hvorfor de efter så mange år stadig bringer et smil frem på læberne hos metalpublikummet.

I 2020 forlod forsangeren Esben (Esse) bandet, og de har siden ledt efter en forsanger. Denne aften havde de deres nye forsanger, Mathias, med i stedet. Det var ikke en let opgave, han stod overfor, men han mødte den i den grad med opløftet pande, og masser af energi! Bandet leverede hurtige riffs og energien smittede bestemt af på folk. Deres setliste bestod også af klassikere, så der var rig mulighed for at folk kunne synge med, hvilket der også blev opfordret til mange gange fra Mathias’ side.

Med afbuddene af vejen, var det nu tid til festivallens første udenlandske band, nemlig færøske folkmetallere Týr. Allerede inden bandet gik på kogte salen. Folk var kommet langvejs fra, for at se dem. Undertegnede mødte både folk fra Tyskland og Sverige, der havde valfartet til Viborg, for at tilslutte fællessangen fra de færøske skjalde. Stemningen var høj og glad, både fra scenen og salen, hvor der blev både sunget og svunget med færøske flag.

Fra de glade Færøerne og de tunge svenskere skiftede scenen nu til dødsmetal ikonerne i Bloodbath. For at give lidt baggrund til Bloodbath, så er det et svensk superband, der blev dannet 1998 af nogle af de største dødsmetal musikere i Sverige, med en samlet vision. Det er skal være tungt! Og det har de leveret siden dag 1. Bandet var aldrig dannet til at skulle spille live, men i 2005 indtog de scenen på den ikoniske Wacken Open Air, og siden da, har de stille skruet op for live aktiviteten. Der har gennem tiderne været udskiftninger i bandet, og især forsangerne har der været meget fokus på. Denne plads har før været besat af ikonerne Mikael Åkerfeldt (Opeth) og Peter Tägtgren (Hypocrisy og Pain), men i 2014 overgik denne plads til Nick Holmes fra Paradise Lost, som også gæstede VMF om lørdagen. Fra første øjeblik, var der slet ikke nogen tvivl om stemningen var en anden. Selvom den stadig var høj af forventning, havde scenelyset skiftet fra mangefarvet til helt rødt. Der var ingen tvivl om at Bloodbath var på scenen. Og man var ikke i tvivl om hvorfor de i så mange år har været med til at sætte barren højt, når man snakker om kvalitet.

Bloodbath var aftens sidste indslag på fredagens festivaldag. Men det betød ikke at festen så var slut. A Touch of Judas spillede op til efterfest, som undertegnede desværre gik glip af. Men efter at dømme på de folk, der havde været med, havde det været en kæmpe succes. Dette var også et nyt tiltag, da de før havde afholdt det på byen bryghus/bar Ølluminati. Men denne gang havde de mulighed for at kunne afvikle det i forlængelse af fredagensprogram.

Lørdag 5/3

Lørdag åbnede dørene kl. 14, hvilket gav lidt tanker om hvorvidt der ville være liv i folk. Men allerede fra starten var folk troligt troppet op, og da første band gik på, var salen allerede godt fuld.

Inden start fangede jeg formand Michael Gajos, for lige at høre hvordan første dag var gået i deres øjne. De kunne sige andet end det var gået over al forventning. Respons fra publikum og bands havde været ros til skyerne. Ja selv folk, der ikke havde nogen relation til festivallen var overbegejstrede.

Den store sal i Tinghallen kaldes ComVent Arena efter en naming-aftale med ComVent ApS. Direktøren fra ComVent ApS var forbi Tinghallen fredag aften, og blev smittet af den gode stemning. Endda i den grad, han havde stillet sig op på baren, og holdt en mindre tale om, hvor fedt han synes det var at se så mange glade mennesker, at han valgte at give fadøl til de 100 første til hanerne. Faktisk blev han så glad, han valgte at gøre det igen senere på aftenen.

Så man kan bestemt kalde fredag en succes.

Lørdagens program blev skudt i gang med Silkeborgensiske Bloodgutter. Bandet tæller medlemmer fra bl.a. Dawn of Demise, og uden den store overraskelse, bød de på tung velspillet dødsmetal. Den første tjans på anden dagen, plejer at være en utaknemmelig opgave. Men det skulle vise sig ikke at være tilfældet denne gang. Salen blev meget hurtigt fyldt, og folk var hurtige til at få løsnet nakkemusklerne op.

Hvilket var til meget held, da næste band på programmet var thrashmetallerne Demolizer. De var genre-tro, og spillede hurtigt og præcist. Og folk var med dem hele vejen. De 30 minutter de havde blev fyldt godt ud, men der skal ikke være nogen tvivl. Publikummet havde været med, hvis de havde fortsat længere tid.

Men tiden var desværre ikke til det. Næste band skulle på, og på trods af tekniske problemer og lidt forsinkelse, var der ikke nogen tvivl om at Trold fra Randers, stod klar til at starte en fest. Stilen er Folkmetal, med alt hvad der hører til. Med både mandolin og tinfløjte spillede de op til dans, og publikum takkede ja til at feste med troldene. Et muntert afbræk, fra det ellers tunge og hårdtslående program.

Festen skiftede dog lyd, da scenen blev gjort klar de københavnske legender i Konkhra. Humøret var stadig højt men dansen var flyttet tilbage i nakken. Konkhra har spillet siden 1990, og de viser tydeligt at de både kan deres kram, og ikke er fremmede i kunsten at styre sit publikum. Selvom tidsplanen var skredet lidt mere, lod folk sig ikke påvirke af dette, så snart musikken spillede.

De næste til at pryde scenen var endnu et band med mange år på bagen. Aalborgensiske Mercenary måtte også mærke tidsplanens skrænten og gå på scenen efter tid. Men blev hurtigt tilgivet da, de startede ud med en hitparade af klassikere. Der er ingen tvivl om at Mercenary har en plads i hjerterne hos aftenens publikum. Og de kunne også fange nye fans efter aftenens koncert. Glæden blev også høj, da sløret blev løftet for at der var en nye plade i støbeskeen.

Tiden var nu kommet til et af aftenens hovedpunkter. Dette band havde deres debut koncert til Royal Metal Fest i Aarhus i 2016, og siden har det taget fart, og der er ikke noget der tyder på, det ændrer sig. På de 6 år, er det blevet til 3 albums og 4 Gaffa-priser. Den sidste så frisk, at da de gik på scenen lørdag, var de i fest humør over torsdagens prisoverrækning. Der er selvfølgelig tale om Baest. Kvintetten fra Aarhus fik hurtigt folk til at glemme alt om ventetid. Og selvom deres intronummer fejlede, var det lige på og hårdt. De cementerede fra start, hvorfor de havde vundet disse priser, og publikum var meget tydeligt med dem både før, under og efter koncerten.

Årets VMF var meget præget af danske bands, hvilket man desværre nok kun kan takke pandemien for. Men det har også vist at Danmark har rigtigt meget at byde på, når det kommer til metal. både når det kommer til nye bands men også veteraner. Alle i stand til at starte en fest blandt metalpublikummet.

Men fra det danske skulle vi en tur til udlandet igen. Italienske Fleshgod Apocalypse stod endelig klar på scenen. Og selvom deres intro var stille og afdæmpet, var folk ikke i tvivl om at det var nu det skulle til at ske. Bandet er kendt for deres ufatteligt hurtige tempo, og for at blande klassisk musik ind i dødsmetallen. Dette både med en operasangerinde, men også lydbidder med klassiskmusik og måden musikken er skrevet på. Det hele var teatralsk. både med operasangerinden og deres make-up og påklædning, som overklassens spøgelser fra 1600-tallet. Koncerten bød på præcision og tempo, ganske som man forventede.

Lidt over en time forsinket, gik aftenens hovednavn på. Paradise Lost er et af de mest ikoniske Doom bands fra England. Men trods forskydningen var bandet klar til at spille for det ventende publikum. Forsanger, Nick Holmes, havde spillet på scenen dagen før med Bloodbath, men hilste publikum som et nyt. Han jokede med at det var blevet lidt sent, men i det mindste var vi fulde, så hvad betyder det. I de næste halvenden time koncerten stod på, formåede de at holde publikum fanget i deres lyriske og musikalske univers. Det var en stor kontrast til Nicks optræden dagen før, og ikke mindst foregående band. Hvor de to andre var hårdtslående og hurtige, var Paradise Lost meget mere rolige og føltes som den perfekte afslutning på to dages metaleventyr.

Der skal lyde en kæmpe cadeau her fra til Musikforeningen Olm og VMF holdet. Både arrangører, frivillige og bands. Med de nye lokaler og udvidelsesmuligheder, er der chance for at kunne skabe noget kæmpe stort i Midtjylland. Med nye omgivelser tænker jeg det var den rette beslutning at holde det nede i publikumstal, men jeg tænker ikke det varer længe, inden vi ser festen få gevaldigt vokseværk. Personligt ser jeg rigtigt meget frem til det. Indtil da må vi vente i spænding med hvad 2023 bringer?