Kender I det, at man lige pludselig står i en situation, som man føler man har oplevet før? Déja vu kalder franskmændene det. Sådan et havde jeg i dag, og det var i første omgang ikke et godt et af slagsen – men det blev det siden.

Vi skal tilbage til Jelling Musikfestival 2017, hvor det engelske hitorkester Kaiser Chiefs var hyret som et af topnavnene. Da koncerten startede, måtte forsanger Ricky Wilson sætte en hånd på panden. Desværre ikke som skygge for solen, men simpelthen for at spejde efter publikum. Der var masser af folk på pladsen – jovist – men ingen havde sådan rigtig drejet af foran Store Scene. På trods af sækken spækket med hitlistebangers, så virkede det til, at publikum ikke sådan var videre bevandret ud i musikkens verden, for ingen ville rigtig kende sig ved Kaiser Chiefs. Nevertheless, så spillede Kaiser Chiefs ufortrødent over for det i første omgang laveste antal publikum i deres levetid (må man antage). Pludselig skete der noget uventet. Da Kaiser Chiefs så knaldede “Ruby” af, så valsede folk til som var det en oase i en stegende ørken. Pludselig kendte publikum sgu alligevel både band og sange – bare ikke på papiret. Feinschmeckere bliver festivalens publikum nok aldrig på eget initiativ.

Et band i klemme, men klemt blev publikum aldrig

I dag var det så skotske Travis’ tur til at stå på plakaten med store fede bogstaver, som var de en stangmagnets modpol. Da legendariske og letgenkendelige Fran Healey og co. indtog scenen kunne det ligne en lydprøve. Inner Circle-pladsen, som folk ellers plejer at kæmpe om, var bekymrende menneskefattig. Jeg kunne for min part have taget skoene af uden frygt for at blive trampet over mine bare tæer. Da klokken slog 17.55 var der ikke meget mere end 100 mand i inderkredsen. Colosseum virkede mere tætpakket i sin tid med to gladiatorer i arenaen!!! Folk var i stedet parkeret i deres festivalstole ude i periferien i sikker afstand for at blive påvirket af en mulig stemningssætter. Det sked et par die hard-fans højt og flot på. Dem kommer vi tilbage til.

Nå, du har sikkert fanget pointen. Meget få festivalgæster holdt siesta foran Store Scene. Man kunne jo lige se, hvad de der udenlandske musikere var for en størrelse. Ja, de var vist nok skotske, hørte jeg flere sige. Inde i mig boede der ved spisetid en lille stemme, der trængte til at blive luftet. Jo, ser I: Travis er det her fine band – korrekt med Skotland, trods alt – som blev formet i 1990 og tog navn efter Harry Dean Stantons rolle i filmen Paris, Texas. De var store i slut-90’erne og overgangen til det nye årtusinde. Deres plader har vundet adskillige priser og deres musikvideo’er har nydt stor popularitet i MTVs gyldne dage. Jeg fik endda luftet over for en sød dame, at Travis i hvert fald har 10 sange, som folk udmærket kender og kan synge med på. 

Når man generobrer noget, man ikke havde fra start

Den lille skare foran scenen blev vel sagtens halveret, da et 10 minutter forsinket orkester trådte op og gav sig i kast med “All I Wanna Do Is Rock”, som er Travis’ allerførste sang som enhed. Så havde man ligesom givet skotterne en chance åbenbart. Det generede tilsyneladende ikke Fran Healy og co. det mindste, som gennem ægte livemusik uden backing tracks satte sig for at genvinde det tabte. Det gjorde de så allerede via kæmpehittet “Sing”, der var koncertens andet nummer. Hovsa, Jelling. Den kendte I jo godt…

Vi gør lige stop hos de to die hard-fans, som – meget apropos – sang i vilden sky, som kulminerede deres liv lige her og nu. Det smittede sågar i den nærmeste periferi flere meter væk og pludselig begyndte publikum langsomt som helhed at give efter. Da “Driftwood” røg ud over scenekanten, så var der pludselig balance i tingene. Antallet af publikummer var fløjtende ligegyldigt – også selvom det nu var i kraftig vækst. Travis strammede garnet og et trekløver af kæmpehits blev føjet til serveringen. Først måske verdens smukkeste sang om mistrivlsel i ens opvækst med titlen “Re-Offender”, så MTV-braget “Side”, der fik die hard-duo’en til at krænge deres sjæl ud og siden tilkalde Healy til et handshake. Her opstod magien. Alle folks øjne var rettet mod mødet mellem tre mennesker. Stort, magisk og livsbekræftende i en tid, hvor nærvær, omsorg og overskud er en by i Rusland og andre brændpunkter kloden over. Ja, selv crowd security-manden til venstre for scenen måtte tørre en tåre bort fra øjenkrogen. Prikken over i’et kom så med tredje salve og nærmest som en direkte full circle til tematikken mellem fans og Healy. Tredje salve var intet ringere end “Closer”. En hyldest til alle forældre pakket ind i “My Eyes”, en akustisk close up og sing-along-venlig “Flowers In The Window” og en genstartet “Why Does It Always Rain On Me?” fik Jelling på andre tanker, og dermed blev deja vu’et sparket til hjørne. Musikken sejrede og Travis fik vist lidt af deres spændvidde fra deres bagkatalog. 

Sejrens sødme indfandt sig

Om under 2 måneder udgiver 4-kløveret deres 10. studieplade “L.A. Times”, men her var overraskende ingen smagsprøver. Nu er der bare at håbe på, at den decimerede indledende respons fra publikum ikke har skræmt skotterne fra fremtidige danske besøg. Jeg tror det heldigvis ikke. Travis er en hårdhudet størrelse, og hvis man kigger på 17.55s udgangspunkt og da sidste strofe var sat, så var her et lille stykke bevis på, hvad musik kan. Tillykke Travis!

Sætliste:

All I Wanna Do Is Rock

Sing

Writing To Reach You

Pipe Dreams

Driftwood

Love Will Come Through

Re-Offender

Side

Closer

My Eyes

Flowers In The Window

Turn

Why Does It Always Rain On Me?

★★★★★☆

Anmeldt af: Jesper Albæk Poulsen

Foto: Johnny Ekelund Jensen.