Snart er der fodbold-EM i Tyskland. Nogle vil mene, at man peaker som kunstner i det øjeblik, man får tildelt æren af at stå for en officiel slutrunde-hymne. I så fald er konklusionen, at canadisk-portugisiske Nelly Furtado ramte toppen i 2004, hvor hendes “Forca” var det musikalske bidrag til fodboldens europamesterskab i Portugal. Forud for finalen dengang for 20 år siden stod Nelly Furtado med hele verdens øjne rettet mod sig, da samme sang blev performet live forud for første dommerfløjt.

Her til aften stod hun på Store Scene med Jelling Musikfestivals øjne som beskuere. Furtado har ikke udgivet albums de seneste syv år, men der er nyt på vej i indeværende år. Faktisk har hun ikke rigtig haft et større hit internationalt siden 2006, da hun siden dengang bl.a. har gjort sig på spansk og ikke har haft held med at få rettet opmærksomheden tilbage på sin engelsksprogede musikkarriere efterfølgende. Besøget i Kongernes By var hendes første danske visit i 17 år, hvilket understregede, at Furtados storhedstid stemmer godt overens med fodboldskudsmålet. Var der så stadig liv i Furtado og ville folk omfavne de mange hits fra 00’erne?

Ungt publikum myldrede til

En god halv times tid inden koncertstart begynde de første folk at ankomme. Jøsses, de var ikke ret gamle. Den tendens fortsatte helt frem til koncertstart og nu var inner circle ved at blive tætpakket. Teenagere fyldte i hvert fald de første 10 rækker, og de råbte Nelly op til flere gange, som var hun en form for afgud. Altså dette segment var slet ikke opfundet, da Furtado dukkede op og satte sig til hitlister og MTV med debuten “Whoa Nelly!”, så hvor hulen kendte alle de unge dagens hovednavn fra? Arv fra forældregenerationen? Er det musik, som de har lavet gymnastikopvisning til? Det hele gav mening, troede jeg, da purken foran mig afslørede over for sine homies, at Nelly Furtados navn var det med absolut fedeste typer på plakaten. Arrrh, ergo er de mødt op for lige at se giraffen – uden at kende repertoiret. Der tog jeg grueligt fejl, for selvom det primært er James Morrison-duetten “Broken Strings”, som stadig spilles på radiostationer herhjemme i ny og næ, så kunne de unge alligevel adskillige af sætlistens tekster. Hvor de kender Furtado fra, aner jeg stadig ikke, men dus med damen var de om ikke andet. Lad os dertil også bare konstatere, at Nelly Furtado slap hitsinglerne løs fra første moment og straks efter virkede det, som om hele pladsen var samlet ved Store Scene.

Voldsom hitparade

Indløbssangen var Nellys nye single “Love Bites”, som er et samarbejde med Tove Lo og SG Lewis, og da den var nået til ende var alle musikere på deres plads på scenen. Ind kunne dronningen så entrere til publikums – ikke mindst de unges – hyldest. Beatet fra “Say It Right” fik jublen til at eksplodere, og når man lægger så offensivt fra land, så man følger trop med “Maneater” og “Turn Off The Light”, så har man altså fået kickstartet en fest. Lyden var høj og instrumenterne klare, selvom der også lå lidt backing track og rumsterede hist og her (i modsætning til gårsdagens “rene” Travis). Som konstrast skulle ingen af aftenens hovednavns numre dog genstartes, og det udnyttede Furtado til at lade sin fine vokal tryllebinde sit publikum. Du Godeste, hvor kan damen synge! Efter “Powerless” blev publikum spurgt, om de ville med ud at flyve? Sådan en antydning tog ikke lang tid at oversætte til “I’m Like A Bird”, som var Furtados helt store trip-hop-gennembrud. Her blev skrålet, så det kunne høres til Vejle.

Markant toneskifte

Herfra tog koncerten så en helt anden drejning. En pumpende bas og clubtoner var det gennemgående tema for den resterende del af seancen. Et cover af Haylas “Where You Are” sad bare lige i skabet, mens der også var festligheder en mas at spore i den spansksprogede “Corazon”, der blev efterfulgt af flere eksotiske smagsprøver, dog stadig med diskoteksagtige toner til følge. Damen kan også rappe og give bad-ass attitude for alle pengene. Det fik vi at se på eksempelvis Dom Dolla-duetten Eat Your Man, men ok… Furtado havde jo tidligere bevist, at hun er en mandeæder. Mere hardstyle i form af Timbalands “Give It To Me”, før Furtado vendte tilbage til hitsporet med “Promiscuous”. Sikke et brag, publikum fik der. Man glemte næsten helt tid og sted.

Ridser i lakken

Dristede man sig alligevel til at kigge på klokken, så var der kun gået 45 minutter, og nu lignede det, at Furtado takkede af for i aften. Ganske rigtigt, så forlod hun sine tilhængere med et remix af koncertens åbningsnummer “Say It Right”. Må jeg lige opsummere, at alt indtil da bare havde klikket. Vejret. Publikum. Entertainment, der også bød på pyroteknik. Masser af hits, om end nogle af dem var afkortet. Nellys vokal. Lyden. Styrken. Variationen. Noget, der lugtede af en topkarakter, men det kan det simpelthen ikke blive, når man aftenen før i Sverige havde spillet to numre yderligere (bl.a. den fremragende hitsingle “All Good Things (Come To An End)) og så som hovednavn spise os af med 50 minutter sammenlagt. Jeg har simpelthen aldrig hørt om at hovednavn, der spiller under en time. Et festivalsæt er langt ofte 5 kvarter og hvis navnet er stort nok eller det er dagsafslutteren, så kan det ofte være sat til halvanden time. Det er så nok her det maskinelle alligevel spiller ind. Når først track er indstillet og beskåret, så kan man nok ikke lige ryge ud fuldlængdeversion af nogle af de afkortede numre. Derudover er det en undervurdering af publikum, hvis man tænker, at man er nødt til at have et afslutningsnummer til at være en reprise. 

Please come back, Nelly!

Hvis man sorterer min løftede pegefinger fra, og udelukkende fokuserer på, hvad man rent faktisk fik i de 50 minutter, så lykkedes det Furtado at kapre tilhørerne og lade dem blive i sin hule hånd. Træfsikkert og effektiv, og mon ikke alle kan blive enige om, at hun frem mod næste danske besøg ikke behøver at holde en 17-årig pause?

Sætliste:

Say It Right

Maneater

Turn Off The Light

Powerless (Say What You Want)

I’m Like A Bird

Try

Where You Are (John Summit/Hayla-cover)

Corazon

No Hay Igual/Te Busque

Big Hoops (Bigger The Better)

Eat Your Man (Dom Dolla/Nelly Furtado-cover)

Give It To Me (Timbaland-cover)

Promiscuous

Say It Right (Remix)

★★★★★☆

Anmeldt af: Jesper Poulsen.

Foto: Johnny Ekelund Jensen.