Der er stadig danskere, der tror, at The Raveonettes er et amerikansk band. Årsagen er lyden. Lyden, der udmøntes i drømmeguitar, skrattende passager eller buldrende riffs. Ja, det lyder i hvert fald slet ikke dansk, men den er altså god nok. Hovedarkitekterne er Sune Rose Wagner, der i 90’erne var stiftende medlem af selveste Psyched Up Janis og siden medlem af surf-orkestret The Tremelo Beer Gut, og Sharin Foo, der også spiller i duoen Sistr sammen med søsteren Louise (Giana Factory). Sharin Foo har også kunne opleves på tv som coach i talentkonkurrencen “Voice”, deltager i “Vild Med Dans” og senest som deltager/elev i den åndelige dannelsesrejse “Shaolin”. De er begge jyder, de er begge 51 år og de er begge eminente til at betjene strengeinstrumenter. 

Et tilfældigt møde skaber magi

Det er snart 25 år siden, at startskuddet til The Raveonettes tog form. De mødtes tilfældigt, da begge var inviteret med til at medvirke på indspilningen af Pleasure Machines “Pilot Fatigue”. Et album, der også nyder godt af bidrag fra Swan Lees Jonas Struck, og en vis trommeslager ved navn Laust Sonne, der nu i 25 år har hamret på gryderne i D-A-D. Da Sune og Sharin mødes, har førstnævnte allerede skrevet en del sange til et projekt, der kaldes The Girl On Death Row. Sharin matcher det, som Sune søger og bliver hurtigt Sunes bedste legekammerat ud i musikken, og med sin eminente håndtering af bas og fortryllende sirene-vokal, så var en ny duo født. Det var der dog kun Sharin og Sune, og sikkert nogle få andre, der vidste.

Succesvejen fundet i sidste øjeblik

Hvad pokker gør man, når drømmene er store, men ingen kender din eksistens? Hvad gør man, når man får for øre, at en af verdens største og mest respekterede stemmer i form af  David Fricke fra musikmagasinet Rolling Stone skulle holde et seminar om lyden af Skandinavien på Spot-festivalen i 2002, og derfor ville have sin gang til festivalens koncerter? Man øjner chancen, og med møje og besvær for Sune overbevist festivalens ledelse om at finde en plads til The Girl On Death Row på Spot på trods af, at festivalen sådan set allerede havde meldt det færdige line up ud. Ergo var der ikke plads til flere optrædende, men Sunes insisterende og højtflyvende argumenter gav pote i 11. time. I en fart fik Sune og Sharin kapret Jakob Høyer og Manoj Ramdas, og lige inden Spot-programmet gik i trykken fik man ændret navnet til The Raveonettes. David Fricke var til al held til koncerten med The Raveonettes og i det senere foredrag på Spot-seminaret blev hans nylige møde med bandet nævnt med ordene “they rocked my world”. Resten er historie…

Amerikanerne elsker dem også

Min egen snitflade med The Raveonettes sker gennem den danske film “Nordkraft”, hvor den tempofyldte, lydbeskidte og Fender-fængende “Beat City” bruges som underlægningsmusik til en række afgørende scener. En selvforstærkende oplevelse tilbage i 2005, hvor jeg påbød mig selv at finde ud af, hvem pokker der havde skabt så fantastisk et lydbillede til filmatiseringen af Jakob Ejersbos populære roman. Siden er det blevet til adskillige koncerter for mit vedkommende og i det hele taget har sørget for at holde et vågent øje med, hvornår Sune og Sharin har givet danske koncerter, for sandheden er jo, at Frickes omtale af The Raveonettes sparkede døren ind til De Forenede Stater. En kunst som flere markante danske orkestre aldrig fik held med, men The Raveonettes har vist sig at være en dansk eksportvare til USA i stil med Dizzy Mizz Lizzys og Michael Learns To Rocks Asien-ekstase. Måske netop derfor er der mange, der tror, at The Raveonettes er amerikanske. Måske fordi deres lyd minder om et Amerika, der var engang. Måske fordi bandet har en lang række oversøiske forbilleder. Måske fordi bandet har haft held til at få amerikanske musikere og sangere fra øverste hylde med på deres plader. Måske fordi vi i Danmark ikke har noget, der tilnærmelsesvis minder om The Raveonettes. 

Snotnæse og ømt svælg

Efter seks optrædener i november på Hotel Cecil i København var det nu tilbage til den by, hvor det hele startede på Spot. The Raveonettes gæstede i går aftes Voxhall, der var udsolgt til sidste plads. Sune Wagner naturligvis iklædt en “Twin Peaks”-shirt, der meget godt afspejler den pendant til det lydtapet, som Angelo Badalamenti skabte til David Lynchs tv-serie, som måske er verdens bedste af sin slags. November- og december-koncerterne i Danmark fik i første omgang prædikatet af at være akustiske og i stil med de artist talk optrædener, som bandet turnerede med for godt et års tid siden. Sandheden viste sig dog at være en anden, for der var så rigeligt støj på linjen i går, selvom det intet var i forhold til, når The Raveonettes normalt blæser dig omkuld og efterlader dig med blødende ører. En snøftende snude hos Sune og en rømmende hals hos Sharin afslører, hvor på året vi er. Man når lige at frygte, at vi har at gøre med et par vokalstemmer, der er ramt af sæsonens vira, men så uheldige er vi heldigvis ikke. 

Det hele skulle lige løbes i gang

Suppleret af Jakob Høyer og Anders Christensen er Sune og Sharin klar til at sende det aarhusianske publikum på en halvanden times tur gennem adskillige års melodiøs støjrock. Der lægges fra land med “The Love Gang” fra den første fuldlængde plade og følges op med flere sekundære skæringer fra albumrækkens omfang. Numre, der normalt ikke dukker op på bandets sætlister, men som egner sig fint til den mere nedbarberede stil, der er sat for disse sessions. Vi skal dog hen til “Uncertain Times” godt et kvarter inde i koncerten førend, der for alvor bliver en form for genkendelsesglæde. Nu er scenen og ståpladserne varmet op og selvom vokalisering og instrumentalisering afviger en del fra lyden fra pladerne, så er vi landet i epicentret af bagkatalogets allerstærkeste skæringer, hvilket “Somewhere In Texas”, “Love In A Trashcan” og “Heart Of Stone” blot sætter en tyk streg under. Sune og Sharin disker siden op med et trekløver fra debut-ep’en “Whip It On”, som giver Spot-vibes i hele Voxhall. Stærkest står “Attack Of The Ghost Riders”, der selv reduceret fremstår som et pulserende inferno i den røgmaskinebefængte kasse med de hidsige stroboskop-lamper, som spillestedet udgør denne aften. “Do You Believe Her?” og “My Tornado” lyder på magisk vis, som om vi har med fuld instrumental plade at gøre. Lyden er i øverste skylag og der bliver filet på de adskillige medbragte strenge.

Musikalsk effektivitet

De store entertainere mellem numrene er Wagner og Foo ikke. Det har de heller aldrig været og har heller aldrig haft et ønske om at være det. Her til aften får vi små sparsomme facts hist og her, samt små “tak” og “dejligt, at I er kommet”. The Raveonettes har altid ladet musikken tale, og de når derfor at få adskillige numre ud over rampen på de 90 minutter. Dog skal det siges, at The Raveonettes ofte ynder at skrabe alle unødige lag af deres sange, og det er normalt kendt, at et The Raveonettes-nummer ikke behøver at vare mere end 2 minutter og en lille stak sekunder. Det er sparsomt med nye sange denne aften og fokus er rettet skarpt bagud i retning af de formative år. En afvigelse får vi dog i duoens take på The Velvet Undergrounds “Venus In Furs”. Ja, altså ganske vist er sangen jo ikke i sig selv ny, for den så dagens lys for første gang tilbage i slut-60’erne, men i Sune- og Sharin-land er den fra indeværende års “The Raveonettes Sing…”, der fungerer som et cover-album med et take på mange af de sange, som bandet har ladet sig inspirere af siden starten. 

Man fik ikke alt, hvad man pegede på, men…

Nærmest uundgåeligt for måneden sluttes det primære sæt af med “The Christmas Song”, mens der siden også bliver plads til tre ekstranumre, hvor “Last Dance” giver mulighed for at publikum kan komme til orde i form af uhh uhh uhh-noterne. Man kunne i et svagt øjeblik ønske sig, at der havde været plads til numre som “Bang!” og “That Great Love Sound” i stedet for den lidt sløve og søvndyssende indledning på koncerten, men det er ikke publikum, der bestemmer. Bandet er såmænd også i sin gode ret til at finde de sange, som de mener, er de sjoveste at levere i en lidt anden version. Sune og Sharins vokalharmonier er altid et stærkt våben, og når de kører for ens indre nynnen, så er det svært ikke at skæve til originalen. Ikke alt lød perfekt eller som man memorerer, men vi fik et anderledes produkt, som bestemt ikke var skidt. Men ja, man savner sgu da lige klokkelydene i mellemspillet på “Dead Sound”.

Vi nærmer os 25-året for Sune og Sharins første møde, men hvad der ligger helt fast er i hvert fald 20-års jubilæet for “Pretty In Black”-albummet anno 2025. Man kunne jo håbe på, at det skulle markeres med fuld smadder…

★★★★☆☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen