AnmeldelseKoncerterMusic News

Mike Tramp en december aften i Amager Bio

Han har stået på de største scener rundt i verden, men lørdag aften var Mike Tramp i sit rette element på Amager Bio og vi var med.

Hvornår mon hjertet egentligt holder op med at hamre løs?

 Spurgte man rundt blandt de ca. 300 fremmødte gæster i Amager Bio, så er svaret nok helt naturligt: Aldrig helt, der vil vist altid være et enkelt boom eller to tilbage derinde…

For på en regnvåd decemberaften, midt i alle juleforberedelserne, bød Amager Bio på en lille musikoplevelse, der måske bare ved tanken, kunne få hjertet til at banke en smule hurtigere, hos mangen en tidligere ungmø…

Med sine fine rammer, gav Amager Bio plads til den tidligere hjerteknuser Michael Trempenau
 – Nu bedre kendt som Mike Tramp – og hans band af gode engagerede musikere, der stemningsfuldt præsenterede os for en let tilbagelænet rejse, som heldigvis stadig er i gang,
men som måske nærmer sig sit efterår.
Her stod han ihvertfald: En mand der, som kun få danske musikere, har været på en lang omskiftelige og blandet rejse fra hjertebankende popidol på Beatles-niveau, henover en bad-boy’et rock gud, med lange lysblonde lokker, krøllet af både rock’n’roll livet og lidt støttepermanent, der vrængede sjælen ud, mens nattesøvnen forsvandt i skyer af diverse substansers tåger, på den evige jagt efter mere spænding og succes med bandet White Lion, med alt hvad rock’n’roll livet kunne friste med…
Her til aften, stod en modnet Mike Tramp frem, som en afdæmpet, reflekterende taknemlig og hyggelig musiker, der med sin let slidte, men stadigt varme stemme, som måske nok havde lagt lidt af ydertonerne på hylden, for istedet kunne fokusere på den mere klædelige americano-country-rockede tone i mellemlagene.

Mike havde tydeligt noget på hjerte og båret af charme og venlighed, fik vi diverse små røverhistorier, og historiske anekdoter, som præsenterede os for en ærlig kunstner, der med lune, værdighed og en vis ydmyghed, vi ellers sjældent ser hos danske rockkoryfæer, stadig gerne brænder for at ville servere lidt lækkerier, omend opskriften nu var mere nedtonet og så endda primært på dansk.. og i ny og næ lidt Danglish…

Måske  var det vemodigheden, måske var det juletiden eller måske var det bare tidens trykken, der bankede lidt i brystkassen, men første sæt var en noget uskøn blanding; af lidt for mange lange snakke, men heldigvis også en del af den rockmusik, vi var kommet for at opleve
-selvom der i dén grad tydeligt var inspiration fra det mere afdæmpede americana-country genre
og det svingede sgu ganske fint med stemningen!

Som nævnt skulle Mike vist lige have lettet hjertet, for vi blev da præsenteret for en masse hilsner til gamle venner og kolleger, især fra de yngre dage på Vesterbro, der også blev hyldet i sangen ”
Min By”
Disse hilsner blev krydret med nogle små vittige jokes og tydeligt kærlige og respektfulde, men også selvironiske drillerier til kendte musikere som bl.a. Kvamm, ”de vil jo bare gerne være ligesom Mike…” som han udbrød, men publikum jublede.

Less talk…

I andet sæt lagde Mike Tramp ud med hurtigt at proklamere, at bandet i pausen, havde bedt om
”Less Talk, more Music”  og dét levede de derefter også fuldt op til.

Her smagte det lidt mere af en lavmælt og afslappende koncert, med lidt mere bluesrocket musik i letforståelige tonearter, som både var hyggelige og nærmest vedkommende.
-Og så var det især rigtigt langt, fra den der larmende bad boy attitude, som engang virkede til at være en del at White Lions forsangers attitude
Her var der samspil og en dynamisk udveksling bandet imellem og vi fornemmede tydeligt at disse drenge nød at spille sammen. Noget som publikum også kunne både høre, mærke og se.

Der var under hele koncertoplevelsen masser af hjerteblod og charme og lidt mindre, men stadig krøllet lysere hår.
Og det store flabede drengerøvssmil sad stadig, som dengang det let overvældet knuste i titusindvis af ungpigehjerter mens banaliteterne boomede ”the Worlds Greatest Grand Prix Sang” til bords og væltede ikke bare vores eget lille smørhul, men en stor del af den vestlige verden…

Da vi var ved vejs ende, afsluttede Mike Tramp og band seancen lidt overraskende, med det stadigt vedkommende og evigt ungdommelige hit ”Boom Boom” – men denne gang var sangen arrangeret i den nyfundne americano-country stil og det rundede smukt oplevelsen af, som et hjerteligt, men også en smule vemodigt tilbageblik, på en kunstners egen rejse igennem livet, musikken og de mange følelser, som jo altid følger med, hvad enten man vil det eller ej.

Mike Tramp og Band får 4 stjerner for en behagelig og vedkommende aften ned ad Memory Lane, -men med lidt for megen hyggesnak og sidespring i stedet for et fokus på musikken, som dog kom på sporet igen i 2. sæt.

★★★★

Lignende artikler

Back to top button