AnmeldelseKoncerterMusic News

Fyr og Flamme sørgede for, at der gik ild i Pumpehusets juletræ

Hver eneste grannål blev futtet af i endnu en forrygende højtidsfest

De gjorde det sidste jul med så stor succes, at Fyr og Flamme efterfølgende proklamerede, at det var planen at gøre det til en årlig tilbagevendende begivenhed. Lille Vega (du kan læse anmeldelsen derfra lige her) var byttet ud med Pumpehuset og her stod de så denne aften og holdt, hvad de lovede. Hjem Til Jul var vendt tilbage. Jesper Groth og Laurits Emanuel leverede underholdningen og der var dømt juleudbasunering for fulde gardiner. 

Skulle du være det mindste i tvivl om hvilken højtid, der står for døren, så ville et blik på scenen kunne lede dig i retning. To gigantiske guldjulemænd stod “vagt” på hver sin side af det samlede orkester, hvis udstyr var plastret ind i gran, lys og andre ornamenter. På Laurits’ pianobar stod en boblende gryde glühwein, så der var i hyggens tegn mast jul ind i alle sprækker. 

Stemningsspredere

Bandet lagde fra land med “Hvor Er Du Nu” fra debutpladen, mens julen også i musikkens toner indfandt sig i bandets separate vintersingle “Julekys”. Pumpehuset begyndte så småt at blive pumpet op til fest, og ganske som sidste år kunne man fornemme i de velkendte sange lige havde fået tilsat et sjat klokker og bjælder, så det, trods alt, ikke var helt identisk med albumlyden. Eurovisionbaskeren “Øve Os På Hinanden” er nok, sammen med “Menneskeforbruger” og “Kamæleon”, uundgåelige på sætlister for stedse, men deres respektive energi og syng-med-egenskab er også uovertrufne blandt et festglad publikum uanset årstid.

Udenlandske gæster sang i vilden sky

Mere jul blev stanget ind i Danas “Jeg Tror Det Bliver En Kold Kold Vinter”, mens der også var endnu et internationalt islæt i “Lillejuleaften”, der er en danification af Whams “Last Christmas”. Som Jesper Groth fik det fortalt fra scenekanten, så er han ikke i stand til at retfærdiggøre sit engelske i en sang, hvilket åbenbart ikke generede flere udenlandske supportere i at troppe op her til aften i Kongens København. Blandt andet fik vi vink fra en håndfuld hollændere, der blev udpeget med bandets vidende om deres tilstedeværelse. De sang med på alle sangene uden måske helt at vide, hvad betydningen egentlig var. Selvsamme hollandske delegation var i øvrigt også på Skråen i Aalborg her i efteråret og opleve bandets “Løber Hjemmefra”-tour, så dedikerede må man nok kalde dem. 

Hold din kæft!

Mens hollænderne sang, dansede og smilte over hele femøren, så var der desværre også flyttet en julefrokost ind blandt publikum. En håndfuld mænd, tilsyneladende fra klubben for uheldigt hjemmestrik, havde en idé om, at de ufortrødent kunne råbe til de optrædende. Flere gange blev der eksempelvis råbt “Smid pelsen” til Laurits Emanuel, der bar en hvid puffet overdel, til stor gene for det øvrige publikum. Da Jesper og Laurits lidt over halvvejs i sættet listede ned blandt publikum kun flankeret af en akustisk guitar, så kom tilråbene igen. Snarrådige Laurits kastede redningskransen ud og responderede med verdens mest befriende – dog ikke juleåndsvenlige – Hold Din Kæft! Så blev der lukket for spradebassen og hans kumpaner, for hvem man kunne blive i tvivl om, hvorvidt det kun var deres sweatere, der indeholdt hæklefejl. Generelt et noget mere uopdragent publikum i Pumpehuset end, hvad man så i Lille Vega sidste år. Der skulle virkelige tysses og shh’es, da bandet stod i hjertet af publikum uden mikrofoner og helt uden elektronik tog os gennem Caroline Hendersons ballade fra TV2s kalenderserie “Juletestamentet”. “Vil Du Være Min I Nat” blev, da der langt om længe var ro, fremført smukt og inderligt.

Tilfældig gæsteoptrædende

Tilbage på scenen skulle der efterfølgende inden længe ske noget særligt. Som de fleste nok har lyttet sig til via radio, streaming og plader, så dukkede der en vanvittig ørehænger op på Fyr og Flammes andet album “Himmel Og Helvede”. Freja Rebekah blev vinder af den auditionkonkurrence, der blev slynget ud til duetten “Næste Lørdag”. Hun var med på sommerens festivaltour, som du kan læse en anmeldelse fra lige her, men måske det også ville være til den gode side, hvis den ellers fremragende Freja skulle med land og rige rundt på sigt for blot et enkelt nummer hver aften. Heldigvis skorter det ikke på kvindfolk blandt publikum, der kan hele Frejas tekststykke uden ad, og i det lys meldte en Victoria sig til at tage en for holdet. Jamen jøsses, premierenerver havde pigebarnet ikke, og synge kunne hun da også. Skulle hun en anden gang stå blandt publikum, så håber jeg, at hun atter rækker poten op. Hun outshinede i hvert fald den aalborgensiske ditto fra i efteråret.

Dansevenlig salmesang

Ganske som for et år siden, så blev julesalmen “Her Kommer, Jesus, Dine Små” udsat for upbeat. Lidt a la Pet Shop Boys, som Jesper Groth fik det sagt, og da den gjaldede ud i en særdeles dansevenlig udgave, så var man nok ikke i tvivl om, at referencen til Tennant og Lowe fra det britiske havde sine aner op af deres version af “Always On My Mind”. Brorson ville nok faktisk være ganske stolt. Bølgende hænder til “Tusind År” fik rundet sættet af, mens der naturligvis var et par ekstranumre at gå hjem på i form af duoens anden selvstændige julesingle “Her Hos Mig” og så føromtalte “Kamæleon”.  En juletradition er så afgjort skabt, og alle fremmødte blev da også inviteret til tredje udgave af “Hjem Til Jul” næste år. “Det bliver nok enten på Rådhuspladsen eller Parken”, spøgte Jesper Groth og ønskede glædelig jul.

Sætliste:

Hvor Er Du Nu

Julekys

Himmel Og Helvede

Øve Os På Hinanden

Jeg Tror Det Bliver En Kold Kold Vinter (Dana cover)

Russisk Roulette

Lillejuleaften (Wham cover)

Kærlighed Og Krig

Menneskeforbruger

Vil Du Være Min I Nat (Caroline Henderson cover)

Spar Dame

Næste Lørdag

Her Kommer, Jesus, Dine Små (salme af H.A. Brorson)

Tusind År

Her Hos Mig

Kamæleon

★★★★★☆

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen

Lignende artikler

Back to top button