SYD FOR SOLEN tilføjer 4 nye navne
Fredag morgen blev indiesensation Mk.gee, countrypoptalent CMAT, soulstjerneskud Don West samt live-tornadoen danske Zar Paulo sat på programmet ved SYD FOR SOLEN 2025.
I dag bliver 4 nye navne tilføjet årets eksklusive SYD FOR SOLEN line-up. Den amerikanske indiesensation Mk.gee giver sin første danske koncert nogensinde på festivalens torsdag, hvor også det irske countrypoptalent CMAT og det australske soulstjerneskud Don West joiner line-up’et, der har Chappell Roan øverst på plakaten. Dermed tegner konturerne af torsdag sig til at blive helt unik i det danske festivalllandskab. Lørdagsgæsterne, der i forvejen skal forkæles med Queens of the Stone Age, kan nu også glæde sig til at opleve live-tornadoen danske Zar Paulo, som spiller årets eneste sjællandske koncert i Valby.
Den 7., 8. og 9. august 2025 fyldes Valbyparken igen med musikalske oplevelser i verdensklasse, når festivalen SYD FOR SOLEN indtager en af Københavns smukkeste grønne oaser. Tre sommerdage i byen, hvor man både kan opleve internationale navne fra øverste hylde, artister der kommer til Danmark for allerførste gang, eftertragtede nye stjerneskud og det bedste af det bedste fra egen hjemmebane.
I dag offentliggøres hele 3 artister til torsdagsprogrammet og 1 enkelt varmt navn til festivalens lørdag, og programansvarlige Xenia Grigat er sikker på, at de falder i god jord hos festivalens musikalsk nysgerrige publikum:
”Vores publikum har virkelig fingeren på pulsen, når det kommer til artister fra både ind- og udland, så vi er sikre på, at dagens offentliggørelser får en varm modtagelse. Dagens artister har været på alles læber i 2024, så og vi har glædet os rigtig meget til endelig at kunne dele nyheden med vores publikum,” fortæller hun.
Torsdag fuld af følelser
Festivalens torsdag har allerede offentliggjort den internationale superkomet Chappell Roan og drømmetrioen Khruangbin. Med tilføjelserne Mk.gee, CMAT og Don West tegner der sig det smukkeste billede af en torsdag fuld af følelser.
”Chappell Roan er superteatralsk, mens Khruangbin er mere atmosfærisk og drømmende i både performance og musikalsk udtryk. Don West er en moderne crooner, et australsk soulgeni med masser af nerve og autencitet, som oveni danser hele sit indre liv ud i et skarpt koreograferet sceneshow. CMAT er solskinscountry om knuste hjerter og skrøbelige sind, leveret af Irlands svar på Kacey Musgraves – et dejligt varmt navn at kunne præsentere her i en grå tid,” fortæller Xenia Grigat.
”Mk.gee står øverst på ønskelisten hos rigtig mange SYD FOR SOLEN-gæster, og det er med god grund. Hans miks af indie, R&B og softrock falder perfekt ned i smørhullet mellem guitarmestre som Eric Clapton og syrehoveder som Connan Mockasin, og han byder på en lyd, som vi aldrig har hørt før. Han skal opleves live, for her får man –fornøjelsen af hans følelsesladede vokal, der krænger inderligheden af det mystiske væsen, han er, ud på vrangen,” fortsætter hun.
Luftguitarslørdag med danske darlings
Lørdag har Queens of the Stone Age som hovednavn, og tidligere er også MJ Lenderman & The Wind blevet offentliggjort – to amerikanske bands, der på hver sin måde repræsenterer det bedste af det bedste fra rockens verden netop nu. Nu suppleres de af danske Zar Paulo.
”Zar Paulo passer perfekt på vores lørdagsplakat. De har lagt spillesteder og festivaler ned med deres balstyriske synthrock og insisterende live-energi, der trækker på både new wave, postpunk og 80’er stemning, som eksploderer i en meget kropslig performance på begge sider af scenehegnet. Det er fuldt fortjent at de gang på gang bliver fremhævet som et af landets allerbedste bands lige nu,” fortæller Xenia Grigat.
Koncerten på SYD FOR SOLEN bliver Zar Paulos eneste koncert på Sjælland i 2025.
SYD FOR SOLEN glæder sig til at offentliggøre mange flere navne til alle festivalens tre dage i den kommende tid.
Torsdag 07.08.25
Chappell Roan (US)
Khruangbin (US)
Mk.gee (US)
CMAT (IR)
Don West (AUS)
og mange flere…
Fredag 08.08.25
Sam Fender (UK)
Confidence Man (AUS)
Overmono (UK)
og mange flere…
Lørdag 09.08.25
Queens Of The Stone Age (US)
MJ Lenderman & The Wind (US)
Zar Paulo (DK)
og mange flere…
BILLETINFO
Billetterne er i salg.
Man kan naturligvis dyrke sin favorit-genre én enkelt dag. Men ligesom sidste år vil det i 2025 være muligt købe billetter til både to eller tre dage på SYD FOR SOLEN.
En éndagsbillet koster 900,- DKK + gebyr, 2 valgfrie dage koster 1.650, – DKK + gebyr og en partout billet til alle tre dage på SYD FOR SOLEN koster 2.400, – DKK + gebyr. Billetter købes via billetlugen.
Om SYD FOR SOLEN 2025
Det bliver 4. gang at SYD FOR SOLEN bringer Musik til København, når festivalen finder sted den 7., 8., og 9. august 2025. Valbyparken danner igen i år den smukkeste sommerramme om tre festivaldage med hver sit stærke musikalske line-up. Dagsprogrammer, i hver deres stemning giver rig mulighed for at gå på musikalsk opdagelse blandt artister, man måske ikke vidste man elskede endnu, såvel som for at nyde de sværvægtere øverst på plakaten, der bare må krydses af på bucket-listen.
Bag festivalen står koncertagenturet smash!bang!pow!, der i mere end 15 år har præsenteret danske såvel som internationale artister for livepublikummet i København og i resten af landet. Uforglemmelige koncertoplevelser, der gang på gang har bevist, at holdet bag festivalen besidder en særlig evne til at spotte ekstraordinære musikalske talenter fra både ind- og udland. Ambitionen om at skabe hovedstadens bedste festival for landets største musikelskere stopper aldrig.
Mk.gee
Enigmatisk indiesensation leverer bevidsthedsudvidende guitarmagi.
Han har flere millioner månedlige lyttere på Spotify, og stjerner som Eric Clapton og Nicole Kidman elsker ham. Soundvenue udråbte ham i 2024 til ”årets helt store indiesensation”, mens Politiken kaldte ham ”et af årets mest bemærkelsesværdige nye navne.
Der er kort sagt ingen ende på omverdenens omfavnelse af Mk.gees særlige miks af R&B, indie og softrock, der lyder lidt som Prince på mildt hallucinerende svampe kørt gennem spøgelsesagtige filtre. Det er musik, der stiller krav til sin lytter, som til gengæld bliver belønnet med eventyrlige kompositioner, der bugner af produktionsmæssige detaljer og guitarteknisk ekvilibrisme, bundet sammen af et subtilt popøre.
Den amerikanske sanger, sangskriver og guitarist viste tidligt musikalsk talent. Han begyndte at spille klaver som seksårig, inden han som 11-årig skiftede til guitar for som teenager at begynde at lave sine egne demoindspilninger, hvor han spillede alle instrumenter selv.
De mange timer i eget selskab kan høres i hans sangskrivning, der rummer en kompleksitet og virtuositet, som det tager mange timer at fremelske. Der er ekkoer fra store innovative guitarmestre som førnævnte Prince og Eric Clapton og musikalske syrehoveder som Ariel Pink og Connan Mockasin. Samtidig gennemstrømmes hans numre af en rørende soulet spiritualitet og inderlighed, der med sin direkte henvendelse til lytteren vækker minder om Frank Ocean, som da også har spillet Mk.gee i sit radioshow ”Blonded Radio”.
Mk.gee udgav sine første numre i 2017 og udsendte debut-ep’en ”Pronounced McGee” året efter – en titel, der giver en nøgle til at udtale det tungevridende kunstnernavn. I 2020 udkom mixtapet ”A Museum of Contradiction” via IAMSOUND (Charlie XCX, Florence and the Machine, Telepathe), der bl.a. blev rost af NME for sin musikalitet og ferme miks af genrer, samtidig med af mediet skrev: ”you sense stardom is looming large here”.
Det skulle vise sig at være profetiske ord, for da Mk.gees første fuldlængde, ” Two Star & the Dream Police”, udkom i begyndelsen af 2024, eksploderede interessen omkring ham. Anmeldere fra bl.a. Rolling Stone, Clash Music og The Line Of Best Fit stod i kø for at hylde det, og Pitchfork skrev: ”Nothing in contemporary music sounds quite like it”. Læg dertil, at Mk.gee har haft et nummer med i hit-serien ”The Bear”, haft sin tv-debut i ”SNL” og skrevet numre med bl.a. Fred again.., The Kid Laroi og countrystjernen Kacy Hill. No surprise, at han er blandt de nominerede til BBC’s prestigefulde talentpris ”Sound of 2025”!
Mk.gee giver sjældent interview, deler ikke ud af sig selv på sociale medier og poserer med nedslået blik og hår i øjnene på pressebilleder. Bag det enigmatiske ydre gemmer der sig dog en generøs og engagerende musiker – også live. Da han rundede London i efteråret 2024 uddelte NME således 4 store stjerner og kaldte koncerten ”a deeply spiritual experience for alt-rock disciples”. Forhåbentlig er der en lige så smuk og medrivende koncertoplevelse i vente, når han giver sin første danske koncert til sommer på SYD FOR SOLEN.
CMAT
Catchy solskinspop med country-undertoner fra irsk kæmpetalent.
Det er de færreste musikere, der fremhæver både Dolly Parton og Katy Perry som musikalske forbilleder. Men inspirationskilderne giver perfekt mening, når man lytter til CMAT’s panoramiske solskinspop med en laber understrøm af country-feeling, som fans af eee gee, Orville Peck og Kacey Musgraves vil knuselske.
Fra sin base i Dublin har den irske sanger, sangskriver og guitarist over to fremragende album opbygget et ry som en hjemlandets bedste og mest populære nye navne, der på mest elegante vis bygger bro på mellem tradition og fornyelse.
CMAT er flasket op på en diæt af radiopop og klassisk country og har tilbragt mange aftener med at fortolke Johnny Cash på sin lokale karaokebar. Som 17-årig begyndte hun at skrive sine egne numre og flyttede efterfølgende til England, hvor hun opnåede moderat succes med duoen Bad Sea. Efter rådgivning fra selveste Charlie XCX, som hun mødte til en studiesession, rykkede hun dog teltpælene tilbage til Irland og gik i gang med at skabe sit eget personlige udtryk.
Resultatet af det arbejde kan høres på 2022-debuten ”If My Wife New I’d Be Dead”, hvis formidable blanding af øremasserende melodier og tekster, der med humoristisk overskud kredser om bl.a. kærlighed, knuste hjerter og mentalt helbred, omgående hittede hos både publikum og anmeldere. Albummet strøg således til tops på den irske albumhitliste, mens medier som NME, Mojo og DIY Magazine roste det. Året efter modtog debutalbummet prisen som ”Irish Album of the Year” til uddelingen af den Irlands svar på DMA, Choice Music Prize.
I juni 2023 var CMAT allerede klar med opfølgeren ”Crazymad, for Me”, der ubesværet bygger videre på forgængerens kvaliteter med en samling gennemarbejdede og melodistærke sange, hvor John Grant medvirker på en af dem, mens en anden er opkaldt efter den belgiske fodboldspiller Vincent Kompany(!).
Albummet debuterede på førstepladsen på den irske hitliste og gik derudover top 25 i både England og Skotland. Endnu engang fulgte kritikerne trop med flotte anmeldelser i bl.a. Clash Music og The Line of Best Fit, og som en ekstra fjer i hatten blev ”Crazymad, for Me” i 2024 nomineret til den prestigiøse britiske albumpris Mercury Prize.
Live stråler det irske kæmpetalents virtuose musikalitet og vindende personlighed, hvilket publikum på Hotel Cecil og Roskilde Festival tidligere har kunnet bevidne. Til sommer vender hun tilbage til vores breddegrader, hvor Valbyparken udgør den perfekte lokation til en koncert, der skriger på at blive nydt med et græsstrå i mundvigen og en skarpladt luftbanjo.
Don West
Autentisk soulmagi fra australsk stjerneskud.
”Soulmusic from Sydney, Australia”. Så simpelt og præcist præsenterer Don West sig på Spotify.
Det australske kæmpetalents sange er præget af en dyb kærlighed til 60’ernes og 70’ernes amerikanske soul-guldalder, en udsøgt melodifornemmelse og hans medrivende og silkebløde croon. Og med over 1 million månedlige lyttere er han godt i gang med at sprede det glade musikalske budskab uden for hjemlandets grænser.
Wests musikalske åbenbaring kom tidligt, for barndomshjemmet var fyldt med soulplader, hvis numre han lærte at spille på sin fars guitar. Det er sigende, at den første plade, han kan huske at have hørt, var med Ray Charles, mens den første, han købte for sine egne penge, var Aretha Franklins klassiker ”Aretha Now”. De første skridt i retning af musikalsk selvstændighed tog han som guitarist i sin brors band, inden han i 2019 debuterede under eget navn med singlen ”Money”.
Don West dyrker musikalsk nerve og autenticitet. Derfor skaber han sin musik på analogt udstyr og indspiller den på gammeldags spolebåndoptagere ligesom musikalske ledestjerner som Bill Withers, Marvins Gaye og Al Green. At lytte til hans sange er som at finde en glemt kasse med uudgivne Motown- eller Stax-singler, der sprudler af catchy harmonier, blæserlir og spændstig vokalekvilibrisme.
De musikalske inspirationskilder bindes smukt sammen på Don Wests selvbetitlede debut-ep, der udkom i slutningen af 2024. Den er præget af en smooth vintage-lyd med et kærligt strejf af musikhistorisk nostalgi, men først og fremmest er den fyldt til randen med smittende sangskrivning, både når australieren vugger inderligt igennem ballader som titelnummeret og skruer op for charmen og tempoet på den formidable single ”Small Change”.
Live er Don West kendt for sine knivskarpe optrædener, hvor han og bandet bygger videre på 60’er-soulens klassiske performance-kneb med nystrøgne suits, koreograferede moves og inderlige vokaludladninger. Der er derfor lagt i ovnen til en soulfest af en anden verden, når Don West giver sin første danske koncert til sommer på SYD FOR SOLEN.
Zar Paulo
Et af Danmarks bedste livebands giver eksklusiv sommerkoncert på SYD FOR SOLEN.
”Det her var ikke bare en koncert. Den vil skrive sig ind i historien som et særligt øjeblik på Roskilde Festival 2024”.
Sådan skrev GAFFA’s anmelder henført i sin seksstjernede anmeldelse, da Zar Paulo sidste sommer spillede for et fyldt Arena-telt på Roskilde Festival. Soundvenue har også flere gange uddelt maksimumkarakter til gruppens koncerter og udråbt den til ”et af de bedste livebands herhjemme”. I 2023 hjemtog Zar Paulo da også en DMA-statuette i kategorien ”Årets nye danske livenavn”.
En Zar Paulo-koncert er som antydet en helt særlig oplevelse, hvor gruppen på mesterlig vis formår at transformere energien fra deres balstyriske synthrock til en smittende liveoplevelse ved hjælp af deres fasttømrede kollektive bandfællesskab og enestående publikumskontakt. I centrum står forsanger Emil Vammen, hvis flagrende og fængslende performance Soundvenue med rockhistorisk schwung har beskrevet således: ”Det ene øjeblik vrider han sig som Ian Curtis i et epilepsianfald. Det næste øjeblik kanaliserer han David Byrne-agtig mani”.
I gruppens lydbillede diverteres man som lytter med alt godt fra 70’erne og frem – new wave, postpunk, synthpop, 80’er-saxofon, guitarsoloer, elektroniske trommer, koklokke, you name it. Resultatet er dragende hamskiftende rockhymner, der kan være elektrisk opkørte og kropsligt inciterende, men også indfølende, inkluderende og fællesskabsomfavnende.
Zar Paulo har på kort tid flyttet sig fra den aarhusianske undergrund og ind til det absolutte centrum af dansk musik. I januar 2022 udgav de singlen og gennembrudshittet ”Klap for fædrelandet”, som omgående skabte buzz omkring bandet. P3 udvalgte nummeret som ”P3’s Uundgåelige”, og senere samme år var bandet nomineret til ”P3 Talentet” til P3 Guld.
I 2023 udkom det todelte debutalbum ”Elendig software”, der modtog 5 ud af 6 stjerner fra både Soundvenue og GAFFA, mens Politiken gav fire dunkende hjerter og kaldte Zar Paulo for ”dansk musiks nye hofleverandør af evergreens”. Siden har gruppen været travlt optaget med at turnere med sangene fra debuten på spillesteder og festivaler i alle hjørner af Danmarkskortet.
I efteråret 2024 har Zar Paulo spillet flere udsolgte koncerter i landets fire største byer, og pt. tager de et velfortjent break for at samle energi og inspiration til festivalsommeren 2025. Her kan lørdagspublikummet på SYD FOR SOLEN se frem til eksklusivt at opleve bandets eneste sjællandske show i 2025, hvor de er klar til at demonstrere deres fænomenale live-evner.