Ingen Nibe Festival uden Suspekt
Eksplosiv energi, stærke stemmer og uforglemmelige øjeblikke – Nibe Festival 2025 tilføjer fire nye navne til plakaten.
Forberedelserne til Nibe Festival 2025 er i fuld gang, og nu kan vi løfte sløret for endnu fire stærke navne. Publikum kan se frem til alt fra stærk hiphop og pop med internationalt format til en af Danmarks mest markante vokaler og en live-performance, der aldrig skuffer. Suspekt, Mekdes, Noah Carter og Ida Laurberg er klar til at sætte scenen i flammer. Nibe 2025 bliver vildere end nogensinde!
Suspekt: Det bliver vildt og vanvittigt
Når Suspekt træder ind på scenen, kan publikum forvente en koncert, der river både stemmebånd og hæmninger med sig. ”Med den eksplosive energi, det enorme nærvær til publikum, stemningen og trioens altid overlegne live-performance er Suspekt altid en sikker vinder. Sådan har det været i mange år, og sådan bliver det heldigvis også i år.” siger festivaltalsmand Peter Møller Madsen.
Mekdes: Fremtidens popstjerne
Mekdes har med sin unikke stemme og internationale pop-lyd taget Danmark med storm. Med numre som “Knust” og ikke mindst URO hittet ”Føles Godt” har Mekdes allerede bevist hendes store talent, og hun er jo nærmest kun lige begyndt. Hendes sange balancerer mellem stærke følelser og catchy hooks, og hendes live-optrædener får konstant ros for deres autenticitet.
Noah Carter: Dansk hiphops kronjuvel
Noah Carter er ubetinget en af Danmarks stærkeste hiphopstemmer, og hans rå, ærlige fortællinger har givet genklang på den danske musikscene. Koncerterne er intense og medrivende og altid med et unikt bånd til publikum. Noah Carter er aktuel med albummet ”Noahs Ark”, som har kastet masser af airplay af sig og samtidig er supporteret af musikalske kollegaer som MAS, Gilli, Kesi, Sivas, Hans Philip og Benny Jamz.
Ida Laurberg: En vokal, der går lige i hjertet
Ida Laurberg har med hits som “Terrier” og “Jeg Ka´ Rigtig Godt Li´ Dig” markeret sig som en af de mest lovende danske sangerinder og sangskrivere. Hendes stærke vokal og relaterbare tekster har gjort hende til en favorit blandt både unge og voksne. “Ida Laurberg er blot endnu et eksempel på at der er et stort og vigtigt generationsskifte i gang på den danske musikscene, og at det generationsskifte heldigvis byder på masser af stærke og langtidsholdbare kvinder” understreger Peter Møller Madsen.
Flere navne på og camping klar fra 13. februar
Med dagens offentliggørelser tilføjes Suspekt, Mekdes, Noah Carter og Ida Laurberg til et allerede stærkt lineup, der blandt andet tæller topnavne som The Minds of 99, Nik & Jay, amerikanske Anastacia, Medina og Christopher. Og der er meget mere på vej!
“Vi er stolte af både line-up so far og i det hele taget af den variation og bredde, vi allerede har præsenteret. Vi glæder os til at offentliggøre flere spændende navne de kommende uger” afslutter Peter Møller Madsen.
Nibe Festival kan i øvrigt meddele, at salget af campingbilletter starter den 13. februar. Så det er bare om at finde vennerne og begynde planlægningen – Nibe 2025 bliver noget helt særligt!