De første navne på årets Heartland Talks-program
Heartland præsenterer Abdulrazak Gurnah, Geir Gulliksen, Helle Helle, Nina Rask, Søren Ulrik Thomsen og Jonas Eika blandt de første navne på årets Talks-program
Markante stemmer mødes i Talks-programmet på Heartland, hvor toneangivende nationale og internationale navne sætter ord på tidens vigtigste emner. I dag offentliggøres de første navne, der tæller nogle af verdens mest anerkendte kunstnere, forfattere og kulturpersonligheder som Abdulrazak Gurnah, Geir Gulliksen, Nina Rask, Jonas Risvig, Sheena Patel, Helle Helle, Søren Ulrik Thomsen, Kristian Leth, Jonas Eika, Lone Hørslev, Thure Lindhardt m.fl.
Siden 2016 er Talks-programmet på Heartland vokset til en af Nordeuropas mest markante scener for live-samtaler, hvor kreative og visionære tænkere deler deres syn på tidens vigtigste spørgsmål. I 2025 fortsætter Heartland med at sætte dagsordenen og inviterer stærke stemmer til samtaler om alt fra Generation Z og moderne maskulinitet til migration, race, feminisme og døden.
”Heartlands Talks-program skal til alle tider være en prisme for det evigt foranderlige liv, vi er en del af, med uforudsigelige, sjove og alvorlige samtaler om verden, som den ser ud lige nu – og hvor den er på vej hen. I år er jeg stolt af, at det endnu en gang er lykkedes os at tiltrække både nogle af verdens mest anerkendte kunstnere – deriblandt festivalens første nobelpristager – og flere generationer af dansk kulturlivs mest toneangivende navne – fra Nina Rask til Søren Ulrik Thomsen,” siger Kristoffer Zøllner, kurator for Heartlands Talks-program.
Om migration, kolonialisme og litteratur
Abdulrazak Gurnah
Heartland byder for første gang velkommen til en nobelpristager, når Abdulrazak Gurnah gæster festivalen. Gurnah modtog Nobelprisen i litteratur i 2021 for sin kompromisløse skildring af kolonialismens arv og konsekvenser – og for sin poetiske og politiske prosa, der skaber et sjældent indblik i livet som flygtning mellem kulturer. Født på Zanzibar i 1948 flygtede Gurnah som 18-årig fra øens revolution til Storbritannien – et liv, der har præget hans forfatterskab. Fra Afrikas østkyst til de store europæiske byer, afdækker Gurnah de usynlige tråde, der binder os sammen – og de kløfter, der splitter os ad. Gennem sit forfatterskab og sin akademiske karriere har han udforsket migration, identitet og tabet af hjemstavn. Med afsæt i sin kommende roman ‘Tyveri’ dykker han i denne talk ned i de komplekse temaer, der præger hans værker, herunder ‘Paradis’ og ‘Ved Havet’.
Talken afholdes på engelsk.
Om at fortælle historier om – og for – Generation Z
Jonas Risvig, Nina Rask & Sebastian Lynggaard
Moderator: Sebastian Lynggaard
Hvordan fortæller man historier, der både griber og forstår en generation, der balancerer mellem sociale medier og digitale fællesskaber – og en konstant søgen efter autenticitet? I denne talk møder vi manuskriptforfatter og instruktør Jonas Risvig, der med ungdomsserier som ‘Salsa’ og sin spillefilmsdebut ‘Kontra’ skildrer Generation Z’s kamp med venskaber og skønhedsidealer, og skuespiller og komiker Nina Rask, der som en vigtig – og nonbinær stemme – bryder tabuer om køn og identitet med humor og ærlighed i shows som ‘Nina er sjov’.
I en samtale modereret af Sebastian Lynggaard, forfatter og manden bag Instagram-profilen ‘Herlige Svend’, udforsker vi Generations Z’s fortællinger sammen med Risvig og Rask, der på hver deres måde både skildrer og spejler generationen i deres arbejde.
Om livet i skriften og skriftens liv
Helle Helle & Søren Ulrik Thomsen
Hvordan skaber man en bog, og hvad gør det ved både værket og forfatteren at have skrevet i mange år? Helle Helle og Søren Ulrik Thomsen har begge skrevet sig ind i dansk litteraturhistorie, men deres veje og forfatterskaber er vidt forskellige. Alligevel deler de en dyb indsigt i, hvordan det er at leve med og i sine bøger. Til denne talk inviterer Heartland to af Danmarks mest anerkendte forfattere til en samtale om hvordan bøger bliver til, og hvad det betyder at udvikle sig som forfatter – og som menneske.

Helle Helle er kendt for sin minimalistiske stil og evne til at skildre hverdagens trivialiteter. Siden sin forfatterdebut i 1993 har hun skrevet flere prisbelønnede romaner og noveller som, senest ‘Hafni fortæller’, som i april bliver fulgt op af efterfølgeren ‘Hey Hafni’. Da Søren Ulrik Thomsen i 1981 udgav sin debut ‘City Slang’, var det som en del af en ny generation af modernistiske lyrikere, der trådte ind på den litterære scene i 80’erne. Siden har han opnået stor folkelighed med sine værker, hvor han med sin syngende lyrik og ofte melankolske stemning skildrer livets store eksistentielle spørgsmål og menneskets grundvilkår.
Om at udforske – og udfordre – det ukendte
Kristian Leth & Jonas Eika
Hvordan forholder vi os til det ukendte og det uforklarlige? Hvad betyder det at skabe fortællinger, der åbner for nye erkendelser – eller måske blot flere spørgsmål?
Forfatterne Jonas Eika og Kristian Leth udfordrer begge litteraturens og virkelighedens rammer. Sidste år udgav de begge historiske og samtidige bøger, som undersøger det mærkelige og mystiske ved de kristne grundfortællinger, der stadig præger vores kultur i dag. Eika, vinder af Nordisk Råds Litteraturpris, udfordrer i sine bøger grænserne for sproget og vores opfattelse af virkeligheden. Han er aktuel med ‘Åben himmel’, en roman om en kristen kvindebevægelse, mens Leth i ‘Verdens Vigtigste Bog’ dykker ned i Bibelens betydning for vores bevidsthed. Leth har skrevet flere romaner og digtsamlinger, og er derudover også manden bag radioprogrammet og podcasten ‘Biblen Leth Fortalt’, hvor han dykker ned i Bibelens fortællinger og undersøger, hvad vi kan bruge dem til i dag. I denne talk inviterer de os til at tænke anderledes om verden og dens muligheder og gør os klogere på, hvem vi er – bag alt det, vi ser og forstår.
Om at skrive som en rigtig mand
Geir Gulliksen & Felix Thorsen Katzenelson
Er der en særlig mandlig måde at skrive på, og hvordan påvirker moderne maskulinitet, køn og seksualitet den måde litteraturen bliver skabt på?
I denne talk tager to moderne mænd, fra forskellige generationer, den norske forfatter Geir Gulliksen og den danske kulturjournalist og forfatter Felix Thorsen Katzenelson, fat på disse spørgsmål, og undersøger de kønsroller og stereotype forventninger, men også de komplekse og ofte modsatrettede krav, der stilles til mænd i dag – og hvordan det påvirker både liv og skrivning.
Gulliksen er en af Skandinaviens mest anerkendte forfattere og kendt for romanen ‘Historie om et ægteskab’ samt aktuel med romanen ‘Øvre port, nedre port’. I sine bøger udforsker han, hvordan mænd navigerer i et samfund, hvor maskuliniteten er i opbrud. Katzenelson er journalist, kritiker og redaktør på Ibyens brevkasse hos Politiken. Til maj debuterer han som forfatter med bogen ‘Skruk skurk’. En roman om mandligt moderskab, og en ung homoseksuel mand, der kæmper med ønsket om at blive far.
Om hvad der sker, når vi dør
Thure Lindhardt & Laura Engstrøm
Hvad sker der, når vi dør? Dette store og tidløse spørgsmål danner rammen om en samtale mellem forfatter og journalist Laura Engstrøm og skuespiller Thure Lindhardt. Sammen undersøger de både den videnskabelige og kunstneriske forståelse af døden og de oplevelser, som mange døende mennesker rapporterer at have – syn af afdøde eller en følelse af at bevæge sig mod lyset. Et fænomen som tidligere kun var beskrevet i myterne og litteraturen, men som nu også har fået sin plads i den moderne forskning.
Skuespiller Thure Lindhardt er kendt for flere store film og serier som ‘Nordkraft’, ‘Flammen og Citronen’ og ‘Broen’, men også han har i sin karriere udforsket de store eksistentielle spørgsmål om livet og døden ved at give liv til tekster, der søger at forstå livets store mysterier og de kræfter og oplevelser som ofte ligger uden for vores forståelse. Laura Engstrøm har arbejdet som journalist for flere danske medier og debuterede som forfatter i 2017. Sidste år udgav hun sin anden bog, ‘Hentet af Lyset’, om de særlige oplevelser og hændelser folk, der ligger for døden, oplever. Ved sin fars dødsleje, oplevede hun nemlig selv noget, hun ikke kan forklare. Et lys glimtede ud fra hans ansigt, og kort efter anede hun omridset af hans afdøde bror. Blev han hentet af lyset og sin bror?
Performed talk: Om kvinder, alkohol og skam
Lone Hørslev & Mads Mouritz
Kvinders forhold til alkohol har de seneste år fået fornyet opmærksomhed i populærkulturen – og det er både tåbeligt, pinligt og skamfuldt, når midaldrende kvinder drikker for meget. Det udforskes i forfatter Lone Hørslevs nyeste roman fra 2024, ‘Svømmende, rygende, grædende’, hvor hovedpersonen Anna kæmper med et liv, der drukner i alkoholens favntag. På Heartland kan du opleve Hørslev læse op fra denne skarpe, humoristiske og sårbare fortælling, mens musiker og sangskriver Mads Mouritz med sange fra deres fælles bagkatalog forstærker bogens stemninger. Mouritz har siden 2007 sat lyd til Hørslevs tekster med Mouritz/Hørslev Projektet, og forlænger og forstærker stemningerne i Hørslevs tekster, hvor bekymringer for klimaforandringer og verdens tilstand væves sammen med alt fra utroskab, forelskelse og depression – og nu den midaldrende Annas afhængighed af alkohol.
I en veksel mellem oplæsning og musik, trækker Mouritz og Hørslev en linje fra Hørslevs nyeste roman, til tidligere sange om druk og alkohol fra deres bagkatalog. Et samspil der konfronterer os med afhængighedens rå realiteter men også med de øjeblikke, hvor håbet ulmer.
Om magt, begær og hierarkier
Sheena Patel & A Seat at The Table

På Heartland møder den britiske forfatter, Sheena Patel, kvinderne bag podcasten ‘A Seat At The Table’, Naima Yasin og Ingrid Baraka, til en samtale om racerelationer og kulturelle hierarkier. Patel, en del af forfatterkollektivet ‘4 BROWN GIRLS WHO WRITE’, debuterede sidste år med ‘JEG ER FAN’ – en skarp roman, som undersøger, hvordan begær, jalousi og hierarkier spiller sig ud i skyggen af sociale mediers forførende, men ofte bedragende facade. Med humor, ærlighed og skarpe analyser, diskuterer Yasin og Baraka i deres podcast hver uge de emner, der optager sorte kvinder i Danmark, og deler historier og undren, der udfordrer normerne, med ønsket om at skabe en mere nuanceret verden.
Sammen vil Patel og ‘A Seat at The Table’ udforske hvordan identitet, magt og repræsentation former vores forståelse af verden – og hvordan vi kan udfordre de samfundsstrukturer, der er med til at oprette uligheden.
Denne talk er på engelsk.
Om vrede feminister og borgerlig orden
Katrine Wiedemann & Eva Selsing
Hvad betyder det at være feminist i dag, hvor kønsrollerne både løsnes og fastholdes – og hvordan forholder man sig til et kvindebillede, der konstant ændrer sig? I denne talk sætter sceneinstruktør Katrine Wiedemannog forfatter Eva Selsing feminismen, normer og traditioner til debat, og udforsker, hvordan kønsroller, familie og seksualitet formes og udfordres i vores tids samfund. De tager os med til en samtale om, hvordan feminismen udfordrer de traditionelle opfattelser af familie og seksualitet, og hvad der sker, når feminismen møder de borgerlige værdier, der traditionelt har defineret normerne.
Katrine Wiedemann debuterede som instruktør i 1992 og har siden instrueret alt fra klassiske værker til moderne dramatik og nyskabende performancekunst, foruden flere spillefilm. I 2016 debuterede hun som forfatter, og sidste år udkom hendes første roman ‘Løgn nummer ét’. På tværs af sine værker og flere indlæg i danske medier, har Wiedemann ofte udfordret de moderne kønsroller og den vestlige feminisme. Som fast klummeskribent i Berlingske har forfatter og filosof Eva Selsing gjort sig bemærket for sine nationalkonservative synspunkter på køn, traditioner, normer og tro. Sammen med sin mand, Rune Selsing, udgav hun i 2022 bogen ‘Den borgerlige orden’, der kritiserer, hvordan moderne samfundstendenser som feminismen truer de traditionelle værdier og dermed vores samfund.
Om familien Hassan
Abdullah Hassan
Fire år efter Yahya Hassans død delte hans familie sin personlige fortælling om digteren og den fælles opvækst i bogen ‘Familien Hassan’, som udkom slutningen af 2024. I den giver hans mor og fire søskende et sjældent indblik i flere af de samme oplevelser, som Yahya Hassan skrev om i sine digte – om vold i hjemmet, anbringelser, kriminalitet og religion – og om Yahya Hassans pludselige berømmelse, og de konsekvenser hans litterære gennembrud fik for den dansk-palæstinensiske familie.
Yahya Hassans lillebror, Abdullah Hassan, var initiativtager til bogen og samlede familien for at nedskrive deres oplevelser. På Heartland træder han nu alene frem på scenen for at dele sin egen historie om den verden, han og hans bror voksede op i. Hans fortælling er både en forlængelse af familiens beretning og et personligt perspektiv på den fælles opvækst. Hvor Yahya Hassan – i hvert fald en stor del af sit liv – undgik den kriminelle verden, udviklede Abdullah Hassan sig til en fuldtonet kriminel, og har været anbragt på sociale institutioner eller siddet i fængsel, siden han var 11 år. Men nu, mellem røverier og slåskampe, forsøger han at føre det videre, som hans bror kæmpede for. Han kalder sig selv for Yahya Hassans stedfortræder, og hans mission er at fortælle om de rå og voldelige realiteter, familien levede med – men også om et liv hvor lyrikken langsomt sneg sig ind i Yahyas liv, og nu også har sneget sig ind i hans.
Samlet liste af navne tilføjet til Heartlands Talks-program:
Abdulrazak Gurnah
Jonas Risvig, Nina Rask & Sebastian Lynggaard
Helle Helle & Søren Ulrik Thomsen
Kristian Leth & Jonas Eika
Geir Gulliksen & Felix Thorsen Katznelson
Thure Lindhardt & Laura Engstrøm
Lone Hørslev & Mads Mouritz
Sheena Patel & A Seat at The Table
Katrine Wiedemann & Eva Selsing
Abdullah Hassan
Talks-programmet på Heartland 2025 er præsenteret i samarbejde med L’OR.
Flere offentliggørelser på vej
De kommende uger og måneder vil der løbende blive offentliggjort flere navne inden for både Music, Art, Talks og Food. Heartland 2025 finder sted fra torsdag den 12. juni til lørdag den 14. juni.
BILLETSALG
3-dags partoutbillet: 2.840 DKK ekskl. gebyr
3-dags partoutbillet, børn (6-12 år): 940 DKK ekskl. gebyr
3-dags partoutbillet, børn (0-5 år): 50 DKK ekskl. gebyr
2-dagsbillet: Fra 1.740 DKK ekskl. gebyr
2-dagsbillet, børn (6-12 år): Fra 540 DKK ekskl. gebyr
2-dagsbillet, børn (0-5 år): 40 DKK ekskl. gebyr
1-dagsbillet: Fra 940 DKK ekskl. gebyr
1-dagsbillet, børn (6-12 år): Fra 250 DKK ekskl. gebyr
1-dagsbillet, børn (0-5 år): 30 DKK ekskl. gebyr
Se flere billettyper på www.heartlandfestival.dk
OVERNATNINGSTILBUD
Campingpas: 325 DKK ekskl. Gebyr
Caravan: 1950 DKK ekskl. gebyr (inkl. 4 campingpas)
Tent House (2 pers.): 3150 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
Tipi Tent (2 pers.): 4000 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
ReUnite Igloo Tent (2 personers telt): 1399 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
ReUnite Igloo Tent (4 personers telt): 2199 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
ReUnite Igloo Tent (4 personers telt): 2749 DKK ekskl. gebyr (inkl. 4 campingpas)
Hotel Heartland
Studio Tent (2 pers.): 8000 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
Boutique Tent (2 pers.): 9000 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
Boutique Tent (3 pers.): 10.000 DKK ekskl. gebyr (inkl. 3 campingpas)
Boutique Tent (4 pers.) 11.000 DKK ekskl. gebyr (inkl. 4 campingpas)
Bed & Breakfast
3-Night Bed & Breakfast (2 pers.): 7250 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
1-Night Bed & Breakfast (2 pers.): 2950 DKK ekskl. gebyr (inkl. 2 campingpas)
Hotelpakker
Hotelpakker i Svendborg, Odense og Nyborg: Fra 5350 DKK ekskl. gebyr