FestivalnytLine-upTopnavne

Internationale rap- og r’n’b-ikoner skruer op for varmen på Jelling

Temperaturen stiger på Jelling Musikfestival, når Nelly og Eve fredag når de tryller Store Scene om til et dansegulv med kæmpehits som ’Hot In Herre’ og ’Let Me Blow Ya Mind’.

En eksklusiv aften i hiphoppens og r’n’b’ens navn venter publikum på Jelling Musikfestival 2025, når den tre-dobbelte Grammy-vinder Nelly og den kvindelige hiphop-pioner Eve ruller tourbussen forbi. Deres sammenhængende show bliver det eneste festivalstop i Europa på verdensturneen ’Where The Party At Tour’.

Begge artister var i begyndelsen af 00’erne med til at gøre rap til popmusik – et paradigmeskifte, der har varet lige siden. Nelly med kæmpehits som ’Hot In Herre’, ’Ride Wit Me’ og ’Dilemma’ (feat. Kelly Rowland) og Eve med ’Let Me Blow Ya Mind’ og ’Who’s That Girl’.

”Nelly og Eve er blandt de helt store amerikanske r’n’b- og hiphopnavne, deres sange har været soundtracket til et hav af fester, siden de slog igennem i 00’erne og mange af vores gæster har helt sikkert danset til deres hits. Vi glæder os til at samles til en nostalgisk r’n’b-fredagsfest i Jelling,” udtaler programansvarlig Gaute Niemann.

NELLY

Når den multiplatinsælgende poprap-superstjerne Nelly lægger vejen forbi Jelling, lover han publikum en fest, der bygger bro mellem genrer som hip-hop og country, i et show fyldt med overraskelser kædet sammen af rapperens karismatiske personlighed.

I starten af 00’erne grundlagde Cornell Haynes Jr. den varme, tilbagelænede raplyd fra hjembyen St. Louis og gjorde den mainstream og siden har han været et ikon på den amerikanske hiphopstjernehimmel.

’Where The Party At Tour’ markerer 25 års-jubilæet for Nellys debutalbum ‘Country Grammar’, der bl.a. indeholder gennembrudshittet ‘Ride Wit Me’. Albummet blander elementer af country med rap, som mange hiphopartister gør i dag. Det store gennembrud kom i 2002 med ’Nellyville’, der kastede karrierens største radio-, musikvideo og dansegulvshits af sig i form af ’Hot in Herre’ og ’Dilemma’ med Kelly Rowland.

Ved siden af musikkarrieren har Nelly siden begyndelsen drevet succesfulde forretninger, bl.a. Apple Bottom Jeans til kvinder med kurver, som han netop har relanceret med inkluderende designs. Samtidig har han drevet sit eget velgørende formål, 4Sho4Kids Foundation, der hjælper børn med leukæmi, støttet velgørende formål som Make-A-Wish og samlet ind til universitetsstipendier til håbefulde musikere.

 

EVE

Eve. Foto: John Russo

Philadelphia-rapperen Eve Jihan Jeffers-Cooper – eller bare Eve – brød igennem omkring

årtusindeskiftet som en del af en ny bølge af markante, kvindelige hiphop-artister. En opvækst med kormusik har formet hendes lyd i en soulet retning. Hendes debutalbum ‘Let There Be Eve… Ruff Ryders’ First Lady’ strøg ind på toppen af den amerikanske Billboard 200-hitliste, som det første debutalbum af en kvindelig rapartist nogensinde.

Det internationale gennembrud kom med opfølgeren ’Scorpion’ fra 2001, der kastede de

verdensomspændende hits ’Who’s That Girl’ og ’Let Me Blow Ya Mind’ (feat. Gwen Stefani) af sig. Den vindende kombination fortsatte med Gwen Stefani på 2005-hittet’Rich Girl’, mens Eves komplette liste af samarbejder er decideret ærefrygtindgydende: bl.a Alicia Keys, Janet Jackson, The Roots, Missy Elliott og Snoop Dogg.

Ved siden af rapkarrieren har Eve etableret en solid skuespilkarriere med roller i bl.a. hendes egen sitcom og en tilbagevendende rolle i musical-serien ’Glee’.

Med hver deres imponerende bagkatalog og liste af features garanterer Nelly og Eve en uafbrudt perlerække af kæmpehits fra 00’erne og frem, når de fredag d. 30. maj skruer op for varmen på Jelling Musikfestival.

Lignende artikler

Back to top button