Første scene starter med blowjob på 5 sal!

Det havde jeg alligevel ikke forventet, at skulle se, denne aften i Februar i forestillingen “Jeppe på Bjerget” på Århus Teater.
“Lyden på vandrørene” fortæller, at der i byen er et teaterstykke som skal opleves. Jeg har med vilje holdt mig langt fra anmeldelserne, men har ikke kunne undgå at høre, at der er noget på færde.
Noget som skal ses og opleves.

De fleste af os kender “Jeppe på bjerget” eller husker brudstykker af Holbergs kendte stykke. 
Hvorfor drikker Jeppe?
Det gør han fordi livet gør ondt!
For Jeppe handler det om en krig, han er krigsveteran og har taget skade. 
Det han har set og oplevet kan ikke gøres om, kun tung søvn og alkohol kan give pauser hvor ellers død og ødelæggelse følger ham.
Vågne mareridt som illustreres i blodig zombieagtig dans, uanset hvor han er.

Thure Lindhardt spiller Jeppe og hvilken Jeppe.
Der er fart over feltet handlingsmæssigt, det er en stram komposition af sceneskift og vi stopfodres med undertekster af fortolkningsmuligheder igennem replikker, lys, lyd, kostumer og bevægelse. 
Når vi er i nutiden med familien foregår det i slowmotion, et vovet valg og svært skuespilsmæssigt, intet mindre end genialt. 
Vi er på bar – også i “virkeligheden”. Vi er på slottet hvor en af skuespillerne i virkelig lang, lang tid render nøgen rundt, med sit pivtøj klemt inde mellem ballerne, vi er i det sortklædte artifarti kunstnermiljø, vi er backstages med kameramanden, vi er på prærien hvor der tales Texas amerikansk, vi er til kongeparrets Awardshow 2025 hvor Mary taler, som Mary nu gør.
Det er pisse uhyggeligt med en ægte sabelsluger midt i showet, og det giver menig.
Jeg holder fast i stolen, holder mig for øjnene og har fået noget at tænke over, efter jeg har oplevet denne aften.
Der er så mange detaljer jeg lige skal have på plads, så mange referencer, hints og stikpiller politisk og til vores samfund. Så mange lag af metaplan at min hjerne har udvidet sig siden igår. 
Så er man virkelig lykkes med et teaterstykke.

Det er SÅ provokerende det instruktør Christian Lollike og Århus Teater har gang i. Det er over grænsen og med så stor en fuckfinger til janteloven at stykket må være sat op med en ordentlig portion fandenivoldskhed.
Og jeg elsker det og det virker det også som om Århus gør. Teateret er stopfyldt og ude foran teatret står der folk med skilt som har teksten: “billet søges”.
Vi chokeres og ruskes og vil det åbenbart og er det instruktøren selv, som han gør “grin med”? når han får en statuette af de kongelige for særlig god kunst med forandringspotentiale.
Det er jo vanvittigt, at der kan vindes priser på skuldrene af elendighed – og helt normalt i dagens Danmark.

Vi lever i en vanvittig priviligeret tid og mange af os er de privilegerede og kan nu råbe højt op om, at vi overses, fordi vi netop er det!
Hvor er det langt ude.
Jeg får en følelse af, at vi/publikum også bliver grint af, at vi er med i kejserens nye klæder, at én af vinklerne i selve stykket handler om, at det er vanvittigt at vi publikum, lader os underholde af et stykke som handler om, at lade sig underholde af det autentiske skadet menneske..lidt samme mystiske smag i munden jeg har, når det er “godt tv” at se folk udstille sig selv i X-faktor og andre lignende reality programmer, som vi griner af og også får dårlig samvittighed over. 

Jeppe hjælpes ikke og hjælper heller ikke sig selv og det er så genkendeligt -og så sørgeligt.
Når han forstår at han ægte skal dø, kan han ikke række ud til kærligheden og familien – men kun alkoholen.
Han elskes først, når han er død og når han alligevel ikke er det, kan han stadigvæk ikke tage chancen for leve livet til sig.
Men kan man forvente det?

Forestillingen spiller indtil 13/3 
Jeg ville også stille mig i kø hver aften, på Århus Teaters trappe, i håb om at få en billet. 
Den skal opleves!
6 stjerner (6,5) ud af 6.

★★★★★★

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg.