Kirstens elefant, er hendes mors kæreste.
Har stedfar Sten rørt 14årige Kirsten fra 80erne?
Nej.
Har han slået hende?
Nej.
Hvorfor er der så, mord i krop og sjæl hos Kirsten og hvorfor mærker vi publikum, så fysisk ubehaget, når han dukker op på scenen?

På Århus Teater spilles der ”Kirsten Hævn”.
Det føles som at sidde i forreste række til en filmatiseret, 3D bestseller novelle. Men det er ny dansk dramatik af Bjørn Rasmussen som Århus Teaters to huskunstnere, Josefine Thorberg-Thorsøe og Carolin Oredsson, henholdvis har iscenesat, og lavet scenografi på.
Det er en tidsrejse, direkte ind i 80er ungdommens, staldliv.
Vi går ned af trappen til scenen Studio og ender i en ram lugt af hest, autentisk hestepige gejl, spillende høj musik, iklædt lange sorte støvler og stramme ridebukser.

 Alle kender en Sten.
En mand med magt, der skulle holde sin mund.
En mand som ændrer stemningen i rummet og som kommer med så mange stikpiller, hentydninger og upassende holdninger, at han skulle skydes.
Det bliver han ikke
Men Kirsten har en plan.

Clara Sophia Phillipson, som spiller hovedrollen Kirsten og de 3 andre unge kvinder, spiller røven ud af bukserne!
Jeg er både imponeret og føler gru over, den hudløshed, de må udleve som skuespillere. De er så ægte, og tager alle de følelser vi har og bruger dem som redskaber.
Det MÅ være mega, giga hårdt, at udsættes for rollen Sten hver aften.
Det må være så svært at, alt går galt og venindegruppen ”Spicegirls opløses”.
Det må være ulykkeligt, at ens mor er den tavse tilskuer.

Hvor er det godt at Kirsten er udadreagerende og ikke vender det indad, som de unge muligvis er mest kendt for at gøre i dag. Ikke at jeg anbefaler, at man lige laver en plan for mord, på alle idiotiske stedfædre.
Men hun prøver at råbe sin mor op, hun forsøger at handle sig ud af smerten.

Det meste af stykket er de 4 kvindepower i pink og går igennem livet i tykt og tyndt, de har hinandens ryg. Der er et nøje kodeks som i enhver bande, som ikke kan overtrædes uden grumme konsekvenser.
Livet beskrives i dagbøger af pink plys, ligesom stalden er iklædt plys og meget symbolsk sprøjtet til, af hestelort.
Der øves på livet, både med de drenge man kan lide og de som er mulige. Alle roller trædes der ind og ud af, det er vanvittig godt skuespil.
Vi tror på forvandlingen fra Karina til stedfar Sten med få virkemidler. De unge skuespillere formår også at forvandle sig til unge, stolte, liderlige teenage drenge og vi føler med Kirsten, også selvom hun i virkeligheden, er ret så farlig.
I det hele taget bliver det næsten en fysisk følelse, at mærke de stærke kvinder i flok. De kommer tæt på, både med deres dans, deres store heste, vilde begær og nysgerrighed på livet.

 Århus Teater har en klar succes, med deres uropsætning af stykket Kirstens Hævn. Tillykke.

★★★★★

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg.