Jeg tror, vi alle har bands, plader eller sange, som vækker minder om en bestemt person, en særlig tid i vores liv eller skaber en helt speciel stemning. Musik har en unik evne til at forbinde os med vores følelser, og nogle kunstnere formår endda at blive en fast del af vores personlige lydspor gennem årene.
For mit vedkommende har Bo Kaspers Orkester haft netop denne effekt lige siden begyndelsen af 90’erne, hvor de for alvor slog igennem og begyndte at spille for os. Deres bløde jazzede toner, kombineret med tekster, der både er eftertænksomme og let tilgængelige, har fulgt mig gennem mange år.
Intet kan løfte mit humør mere end at starte dagen med duften af kaffe og sprød bacon, mens tonerne fra netop dette band fylder rummet i min spisestue. Musikken skaber en atmosfære af ro og velvære, og jeg ved, at jeg langt fra er den eneste, der har det sådan.
Bo Sundström, frontmand og forsanger i Bo Kaspers Orkester, har i mere end tre årtier været en markant figur på den skandinaviske musikscene. Hans karakteristiske stemme og evne til at formidle både melankoli og livsglæde på en underspillet måde har gjort ham til en af de mest elskede svenske sangere. Hans evne til at kombinere jazz, pop og visetraditionen har givet Bo Kaspers Orkester en helt særlig plads i mange hjerter.
I marts 2025 har Sundström imidlertid valgt at tage en tur over sundet uden sit faste orkester. I stedet tager han på mini turne med kvartetten Copenhagen Jazzexperience:
Kvartetten består af:
- Claus Waidtløw (saxofon)
- Jacob Christoffersen (klaver)
- Daniel Franck (bas)
- Jeppe Gram (trommer)
Dette samarbejde giver en unik mulighed for at opleve ham i en lidt anderledes musikalsk setting, hvor jazzen får mere plads.
Til aftenens koncert kunne publikum derfor glæde sig til en enestående oplevelse, hvor Bo Sundström, i selskab med fire af Danmarks dygtigste jazzmusikere, fortolkede klassikere fra The American Songbook.
Sammen skabte de en magisk aften, hvor publikum ikke blot blev præsenteret for de tidløse amerikanske jazzklassikere, men også fik glæden af at høre nogle af Bo Kaspers Orkesters mest elskede sange. Numre som “Mellan ett och noll”, “Hon är så söt” og “Du och jag” vækkede genkendelsens glæde blandt de fremmødte og understregede Bo Sundströms formidable evne til at formidle følelser gennem musik.
Nåede du ikke at opleve koncerten på Paletten? Så er der stadig mulighed for at opleve denne fabelagtige konstellation live på følgende datoer og steder:
- 7/3 – Assens, Tobaksgaarden
- 8/3 – Rødovre, Viften
- 9/3 – København, Hotel Cecil
- 19/3 – Fredericia, Tøjhuset
- 21/3 – Herfølge, Lillesyd
- 22/3 – Odense, Dexter
- 23/3 – Aarhus, Musikhuset Aarhus, Lille Sal