Post Malone, Guns N Roses, Kylie Minogue, Lionel Richie, Ed Sheeran, Justin Timberlake og hvad I alle sammen hedder. I kan godt glemme det. Løbet er kørt. Det er for sent at gå efter titlen som afsender af årets bedste koncert i Danmark. Den indtraf altså allerede her i første kvartal i året. Nærmere bestemt i går aftes. Det er simpelthen ikke til debat!

Hvem er de kendte/ukendte?

Sagen er, at Nottinghams fineste udi musikformidling i sin reneste form satte baren for resten af branchen gennem deres to timer lange nydelsesunikum, der understregede, hvad meningen er med lyd af stemmer og instrumenter. Hvem er de så, Nottinghams fineste? Tindersticks såmænd. Et band, der debuterede tilbage i 1990’erne og har holdt ved lige siden. Yderst produktive, da Tindersticks sidste år udgav deres 14. studiealbum, og hvis vi så tæller deres filmsoundtracks med, så ryger vi samlet op på over 20. Flere steder betegnes deres musik som alternativ rock, men denne signatur holder hårdnakket fast i, at kammerpop er langt mere korrekt. Kunne bandmedlemmerne gå forbi dig på gaden uden, at du løftede et øjenbryn? Sikkert. Kan du overhovedet nævne en sang med Tindersticks? Formodentlig ikke. 

Sikke et ensemble

Et fyldt Musikhuset Aarhus havde helt styr på, hvem Tindersticks er. Til stor begejstring trådte de fem bærende medlemmer på scenen sammen med intet mindre end otte strygere og to blæsere. Til sidst i koncerten nåede antallet endda op på 16 musikere på scenen samtidig, da Gina Foster gav den kvindelige vokal på nogle af sangene. Publikumshelten Stuart Staples valsede forsigtigt ind til en applaus, som havde han allerede vundet VM i musik. På hovedet en hat, der lignede noget, der var hamstret fra et fugleskræmsel i skyndingen og med et ydmygt smil på læben. En mand af få ord, javist, men præcise og dybtfølte, der fordrer samhørigheden og det gode selskab. Den hyppigste frase er det lavmælte “thank you”. I Tindersticks-land er det nemlig ikke sniksnak, der giver billige points. Det er musikkens væsen, der scorer dyre points.

Er der overhovedet noget, de ikke kan?

Staples har nemlig et våben, som ingen andre. Mens nogle nailer en falset eller en dyb brummen, så er varemærket her en forfinet nasal tonering, som gør hans stemme genkendelig inden for 3 sekunder. Lyden af en poet med helårssnue understøtter koncertens tempo og øjebliksbevidsthed. Når Staples er i huset med sine kompagnoner, så er indlevelse og dyb koncentration og perfektionisme næsten arrogant god. Alle andre bands bliver sat til vægs i den kontekst. Dan McKinna, Neil Fraser, David Boulter og Earl Harvin er Staples partners-in-crime. Et vanvittigt samlende organ i instrumentering, og sikke et variation, de udgør. Harvin bestyrer gryderne med en aura sjældent set. Whiskers, congas og stikker holder afdæmpet de svære rytmer i gang, mens McKinna og Boulter gladeligt bytter instrumenter undervejs og viser deres alsidighed, uanset om der er tale om strenge eller tangenter. Trompeter, saxofoner, xylofoner og selv det lille blæseklaver melodica’en kommer til sin ret. Jeg har før rost backing bands som The Bad Seeds hos Nick Cave, Bruce Springsteens E Street Band, Elton Johns Band og Leonard Cohens musikere. Tindersticks lader sig ikke stå tilbage og er fuldgod på samme niveau. 

Garanter for vellyd

Det ægte, måske lidt gammeldags, 1, 2, 3, 4 som nedtælling til igangsætning bevidner blot, at vi altså er hamrende live her til aften. Staples nærmest messer sig gennem “How He Entered”, der åbner det, der skal blive en outstanding aften. Det skønne ved Tindersticks er, at sætlisten er komplet ligegyldig. Bandet har endnu efter over 30 år tilgode at skrive en dårlig sang. Bands med så lang en karriere har ofte en gennembrudsperiode eller hits i den henseende, så bare SKAL være på en sætliste. Forestil dig Bryan Adams undlade “Summer Of ‘69” til en koncert?!?! Sådan er det ikke med Tindersticks. Beviseligt eksempelvis ved at flere af mine beskattede perler fra deres katalog slet ikke er inkluderet på bandets opsamlingsplade fra 2021. Med andre ord, så kunne de have spillet hvad som helst denne aften, og det ville have været lige så magisk, som det var tilfældet. Det lader sig dog ikke skjule, at det skønne orkester udgav ny musik sidste år i form af albummet “Soft Tissue”. Alle otte sange derfra leveres i aften blandet med sange fra primært de senere år. Størst indtryk gør “New World”, der tempererer alle iblandede dyder til et hypnotiserende kraftfelt. Når det ikke bliver smukkere, så er det når man tager yderligere tempo ud af “Willow”, der i sin tid blev berømt, da skuespiller Robert Pattinson (Twilight, The Batman, Harry Potter og aktuel i Mickey 17) sang vokalen på den fine ballade. I aften er det selvsagt Staples, der klarer ærterne. En komplet fokuseret sal fortrak ikke en mine og sad vel tilbage med en tanke i stil med: Sker det her lige? Da Staples rundede sangen af, så tog en publikum mod til sig og råbte “ja tak”. Det var himmelsk.

Et sjældent es i ærmet

Aftenens set bestod også af idylliske udgaver af “Second Chance Man”,  “Another Night In” og et cover af Dory Previns “Lady With The Braid”. Ikke forstyrret mere end af Staples’ sagte “thank you” mellem numrene. Da ekstranumrene nærmede sig, så kunne man høre enkelte publikummer råbe på fanfavoritter som “Patchwork” og “Tiny Tears”. Sådanne opfordringer er som regel uden held i konteksten Tindersticks. Til gengæld lykkedes det Staples at forkæle publikum endnu mere, da verdens måske allerbedste duet uventet udgør det midterste ekstranummer, som ikke har været på programmet live her i 2025 og i øvrigt sjældent er det. Gina Foster må på scenen igen og synge Carla Torgersons vokal, og her kulminerer hele skidtet. Et vanvittigt flot punktum fint afrundet med en sang, der opsummerer hele aftenen, nemlig “For The Beauty”. 

Thank You

Sådan her skal det skæres. Intet er overladt til tilfældighederne. Det, som er ekstra cool, er, at Tindersticks godt ved at de er gode. Når de gør det sådan her, så skal det nok blive godt. Formlen fungerer, og derfor er man nødt til at være skarp på hver en klang. Det ved Staples med sin vokal, McKenna med sin bas, Harvin med sin rytme, Coulter med sit keyboard og Fraser med sin guitar. At holde dette niveau sammen med de to blæsere og otte strygere er overjordisk. Mageløs symfoni ganske enkelt. Kender du ikke Tindersticks, så er det faktisk værst for dig selv… Sæt i gang! Efter koncerten kunne man spotte Staples med sin fugleskræmselhat og med en smøg i mundvigen. Veludført arbejde skulle fejres med lidt lungesnoller. Mine hænder rejste sig op over mit hoved og begyndte at klappe anerkendende mod Staples. Jeg kan simpelthen ikke forklare mekanismen. Det skete bare. Staples spottede det, smilte og sagde… “Thank You”. Det siger sig selv, at det er OS, der takker. Kom snart igen. 

Sætliste:

How He Entered

A Night So Still

Trees Fall

Falling, The Light

Nancy 

Second Chance Man

Lady With The Braid (Dory Previn cover)

Willow

The Bough Bends

Another Night In

Always A Stranger

The Secret Of Breathing

Turned My Back

Don’t Walk, Run

Slippin’ Shoes

Show Me Everything

New World

Ekstra:

Stars At Noon

Travelling Light

For The Beauty 

★★★★★★

Anmeldt af Jesper Albæk Poulsen