The Savage Mother

Annisette må være født med en særlig gave.
Lidt lige som Astrid Lindgrens frie Ronja Røverdatter, med sin livsgnist og forårsskrig.
Annisette “nature child” har samme livsgnist og vidunderlige sang-skrig.
Det er som om, hendes livsopgave er, at formidle fred til os.
En kvinde med power, en stemme, en mildhed og en naturkraft så vi blæses bagover i salen.

Det skulle egentlig ikke komme som en nyhed, at krig er noget hø og at vi alle vil fred. Alligevel har Annisette og Savage Rose en stor opgave og stadigvæk en berettigelse i, at minde om os om, at vi kan gøre det anderledes – at det er livsvigtigt at beholde hjertet i alt hvad vi gør, vi er fælles om ansvaret om fred.

Det er fascinerende at få lov at opleve hende denne aften, hun og hendes musik er en udødelig tidslomme og hun er lige her, i Store Sal i Musikhuset, Århus.
Byen Århus som hun senere i koncerten, kalder Langbortistan.
Annisette og Savage Rose har fyldt salen op.
Størstedelen af publikum, har levet liv i de glade tresser og nok også været hippier i 70erne
Bandet har fyldt scenen godt op.
Her bærer udstyret også præg af en tid, vi kommer af og fra.
Der er “atomkraft nej tak” klistermærket på kufferten, instrumenter der har været med på tur i mere end lang tid, partisaner tørklæde rundt om det ene orgel, langhåret gulvtæppe på gulvet, diskokugle og musikken vi ankommer til, lyder som Palistinænsisk folkemusik.
Jeg føler mig hjemme og er barn af min tid.

Da koncerten går igang, ankommer bandet først.
De har vores fulde opmærksomhed, for de udstråler lige så stor personlig, mangfoldighed som de formidler. Det er befriende.
Charlie barnet har trompeten klar, de to kvinder på kor hvor den ene (Naja Rosa Koppel)  er klædt i diskorødglimmer lang kjole og den anden (Amina Omar Carsce) i bølgende lang sommerkjole med stropper og afrikansk udseende hovedbeklædning. De to mænd bag hver deres orgel klaver har lige så forskellige udtryk, Jacob Haubjerg på bas har “Kim Larsen “ kasket og klædt i sort, på guitar har Las Nissen valgt en rodeo cowboy skjorte med pynt og Anders Holm på trommer har politisk statement på sin t-shirt og han lyser op med neonfarve, da han træder tilbage i lyset.
I lyden fra bandet træder Annisette effektfuldt langsomt ind, ud fra mørket.
Hun lyser helt hvidt med sin kjole og ankommer på bare tæer.
Lyden og måden hun træder ind på, bliver dramatisk og dragende.
Tung kvindeparfume og en urkraft af sang rammer os.
Det giver kuldegysninger og vi bliver en rituelt samlet gruppe som hjælpes til at klappe med, vi rocker med i stolene og oplever “The Savage Mother” forfører os. 

Annisette og The Savage Rose lavede i 1972  “Dødens Triumf” og i 1979 udkom det som dobbelt album, det er lyden til balletten af samme navn.
Forestillingen blev meget omtalt, muligvis fordi der var nøgendans og musikken der til, var dragende.
Bandet spiller denne aften blandt andet nummeret “Byen vågner” og jeg har ikke hørt nummeret spillet live, nogensinde.
Jeg er helt sikkert ikke den eneste i mørket, som bliver berørt og fælder en tårer.
Det er SÅ bevægende og en lyd for mig, fra barndommen.
Savage Rose var min rædselsfascination fordi der i albummet, var billeder af en nøgen kvinde og et afhugget hoved på fad.
Den ældre generation i rummet har hevet deres mobiler frem, og det bliver tydeligt at det ikke er et medie de alle mestre lige godt med flash tændt, forhøjede lysstyrke på skærmen, lyd på og uden blik for, at det forstyrrer både dem foran og bagved.
Samtidig er det også rørende, så mange der vil have musik og billede med sig hjem.

Annisette får os tilbage til det nyudsprungne forår og sætter fokus på det liv, der åbner sig for vores øjne. Hun slutter af med den stærk, skrevet fællessang “Kringsatt av fiender” af Nordahl Grieg som vi alle synger med på.

Krig, er foragt for liv!

Anmeldt af Signe Kjær Høiberg. Foto: Klaus Dreyer, Eventfotografi.dk